Lidt billeder fra den sidste tid

Her er jeg igang med opvasken med lille Loretta på ryggen

Home sweet home!

Så har jeg været i Danmark i 14 dage - og det er nu blevet december. Det er skønt at være hjemme igen blandt familie, venner og rugbrød:)
Desværre er Nigeria, ja faktisk lige præcis byen Jos, hvori jeg boede, blevet ramt af en krise mellem muslimerne og de kristne - I kan følge lidt med på TV2 nyhederne. Vi har kun hørt ganske lidt, men det lyder til, at de render rundt og brænder hinandens huse og kirker af. Kirken som vi af og til kom i, nemlig vores værtsfamilies kirke, er brændt ned til bunden, og i går aftes modtog vi en besked, hvori der stod, at de ikke kan foretage sig andet end at sidde indendøre og se på al den ild og røg som ophober sig og høre på de mange skud, som bliver fyret af. Det er skrækkeligt, og jeg håber bare urolighederne snart vil stoppe, så der ikke sker noget med vores venner dernede. Men hvor er jeg glad for, at vi kom hjem, LIGE PRÆCIS inden det hele startede.
PS: Jeg fik jo lavet rigtige negerfletninger, hvilket tog over 10 timer, kort før vi skulle hjem. Dog tog jeg dem hurtigt ud, jeg kunne ikke affinde mig med indbygget hovedpude på mit hoved:) -Se billederne

Farvel Nigeria

Nu er der kun 5 dage til vi forlader Nigeria og dets herlige mennesker. Alle nigerianerne og ikke mindst de 6 danske tøser som jeg har rejst med, skal have TAK for en uforglemmelig oplevelse. Det har været en fantastisk oplevelse, som jeg aldrig vil bytte med noget som helst – og som jeg kun kan opfordre andre til også at prøve, men nu glæder jeg mig også til at sætte benene på dansk jord, så: Vi ses DANMARK (og dets herlige mennesker:) )

Tidlig morgenbadning

Lørdag den 8. november stod Janni, Katrine og jeg op kl. 5.15, tog bikinien på og snuppede lidt morgenmad. På vej over for at hente Søren ovre i den anden lejlighed var det jo stadig mørkt og pludselig hører vi bare elefanternes brølen ude fra reservatet. Selve reservatet er 2244,10 km2 og ligger jo ret tæt på, hvor vi bor. Det var virkelig noget, som fik os til at stoppe og spærre øjnene op. Små indtryk kan bare være så store her i Afrika. Kl. 6.00 hoppede vi i Wikki Warm Spring, som kilden jo hedder, og vi fik næsten et helt chok, så varm var kilden. Luften var jo stadig meget kold, men vandet var så varmt som et dejligt brusebad, det var så lækkert – og disen lå bare som et tykt lag henover den. Mens vi lå der, i fuldstændig stilhed og flød rundt, hørte vi elefanterne en enkelt gang igen. Det var bare helt fantastisk. Efter vores badetur ville vi direkte på safari igen igen, bare os danskere. Endnu engang var det en fin safari, men uden ordentlig held – vi ville jo gerne have set elefanter, men det kom vi ikke til, så det var godt vi i det mindste hørte dem! Vi så ellers nogle helt friske elefantlorte, så guiden var ret overbevist om, at de var meget tæt på, men vi så dem aldrig. Ellers så vi de samme dyr; waterbuck, et hav af aber, krokodiller osv. Kun ét nyt dyr fremkom, og dette var en bushbuck. Det lyder nok ikke så bekendt, men jeg kunne kende den af samme grund som waterbucken – for denne hænger nemlig også hjemme på min fars jagtstue. Efter safarituren stod den igen på badning i den skønne kilde efterfulgt af lidt solbadning, hvilket dog var svært at holde ud pga. de føromtalte skrækkelige fluer. Kl. 12 pakkede vi vores sager og forlod Yankari. 4½ time efter var vi hjemme i Villa Papito – det har bare været helt fantastisk.

Safari

Fredag den 7. november stod vi op og tog alle sammen på safari. Sammen med en ”guide” og en chauffør kørte vi ud i reservatet (junglen, om du vil!) Vi blev fortalt, at dyrene jo lever frit og vildt, så det er altid ”a game of luck” om man ser nogle dyr – ja, vi vidste godt at chancerne var meget små. Det er jo ikke lige Nigeria man skal tage til, hvis man skal se en masse vilde dyr. På vores lille tur, som tog næsten to timer, så vi to waterbuck, præcis sådan nogle, som hænger hjemme på fars jagtstue, som han har skudt i Afrika, så de var da lidt genkendelige:) Desuden så vi to antiloper, en krokodille ved en flod, samt en gigantisk lizard (firben) - de kaldte den monitorlizard. Vi så også nogle aber, men eftersom vi jo boede et meget ”abebeboet” sted var det jo ikke helt så specielt, som vi ellers ville have syntes. Desværre så vi kun lort og fodspor fra løver og elefanter, men det var jo et godt tegn på, at de virkelig er der. Det var jo ikke det vilde vi så, men det var en ret fed følelse at sidde der i den store, åbne bil og bare være stille og holde godt øje. Vi holdte på et tidspunkt stille for at gå ned til en flod, hvor flodheste ofte holder til, men der kom desværre ingen til syne. Her på Yankari er der sådan nogle særlige fluer, ved ikke hvad de hedder, men de er lidt større end almindelige fluer og så bider de bare. Det gør ret ondt når de sætter sig på en, men hvis de også bider føles det næsten som en indsprøjtning. Især på safarien var de overalt, så når vi holdte stille var det uudholdeligt. Da vi kom hjem fra safari havde det andet værelse også haft besøg af aberne – også gennem vinduet. Heldigvis var det ikke svinet så meget til som det blev på vores værelse, da det denne gang kun var gået ud over havregryn, cornflakes og brød. Efter oprydningen gik vi alle ned til den varme kilde og badede, og det var bare skønt. Det er ikke til at forstå, hvordan den kan være så ren og varm og lækker – man kan drikke af den, hvis man har lyst. Kl. 15.45 tog vi danskere + Eunice på endnu en safari. Desværre så vi ikke nogle dyr som vi ikke havde set før, kun nogle forskellige fugle, men det var en rigtig fed tur. Guiden som vi havde med denne gang gik helt sikkert også op i det, jeg tror han virkelig ønskede for os, at vi skulle se nogle dyr, for de kørte i hvert fald en rute, som de ikke havde kørt i et helt år. Denne gang var det med solnedgang, så det gjorde ikke turen mindre smuk.

Yankari

Torsdag den 6. november stod vi op kl. 4.45 og kørte så af sted mod Yankari kl. 5.55 – ja helt utrolig, men vi kom simpelthen af sted 5 minutter før planlagt, det er aldrig sket hernede før. Det var skønt at køre mens det stadig var ret køligt. Kl. 12.30, altså 6½ time efter vi var taget af sted, ankom vi til dette fantastiske sted, som vi alle havde set frem til. Vi var ret sultne, vi havde jo spist tidligt morgenmad, men vi skulle – som altid i Nigeria – jo vente før der skete noget, så vi tog os et spil Partners i skyggen. Det hele endte med vi kunne få 3 værelser, hvor der i hver er 1 dobbeltseng, (og disse var endnu ikke rengjort, så det skulle vi også lige vente yderlige på.), og da kun Agnes, fra vores værelse, var villig til at sove på gulvet, klemte vi andre 5 os sammen i sengen, puha en dårlig nat – men meget hyggeligt var det da:) Men selve stedet der var bare helt fantastisk: Det er stort og flot, og de små lejligheder vi bor i er ret nye, så værelserne er bare rigtig fine, helt lyse med en pæn seng og flot sminkebord. Ydermere – og som det allerfedeste – rendte der aber og vortesvin rundt OVER DET HELE. Det var så vildt. Aberne hoppede oven på bilerne og vores tag, og de kom helt tæt på os. Det er ikke noget problem at røre dem, hvis man vil. Mange af dem rendte rundt med deres baby på ryggen, det var bare så sødt. Problemet var så bare, at de på ingen måde accepterer kvinder, så vi piger måtte ikke gå med mad udenfor, for så var der stor sandsynlighed for, de ville overfalde os. Nu gik det så sådan til, at vi medbragte vandmeloner og bananer. Når man bærer dem ind på værelserne, skal man passe meget på, at aberne ikke ser det, for hvis de gør, så vil de følge efter os hele vejen ind i vores rum. Jeg ved ikke om aberne så det, men mens vi havde været væk fra værelserne i et par timer, er der en eller flere aber, som har åbnet vores vinduer udefra (ja, de nye bygninger er flotte men meget upraktisk lavet – og det ved medarbejderne godt!) og kravlet ind på vores værelse. Da Janni og jeg er på vej op mod lejligheden mødte vi en mand som sagde ”You came with watermelon, right? – That’s the biggest mistake you’ve ever made. A monkey entered your room.” Janni og jeg skyndte os derop og ganske sandt: Aberne havde invaderet vores værelse, og de havde spist vores bananer og vandmeloner. De var jo kommet ind af vinduet, så gardinet var helt beskidt. Der var smadrede vandmeloner og bananrester ud over hele rummet, hele sengen samt tøj, dyne- og pudebetræk var fuldstændig indsmurt i banan, melon og abelort. Vi havde nogle meloner til at ligge ovenpå skabet og det havde de bestemt fundet ud af: Op af væggene og selvfølgelig også i hele sengen var der abefodspor og det, som var tilbage ovenpå skabet var to halve meloner. Det var BARE et vildt syn kan jeg fortælle jer, og det var selvfølgelig også ret surt at alt var beskidt, værelset lignede en svinesti, og at vi havde ikke mere frugt tilbage, men vi måtte godt nok også grine af det, det var nu ret sjovt. Så kan vist for alvor sige vi levede sammen med aberne. Fra nu af skulle vi være rigtig varsomme, når vi gik ud af døren, for aberne holdte virkelig øje med os, og på et tidspunkt nåede jeg også kun LIGE at smække døren i hovedet på aben, ellers havde den indtaget vores rum. Men det mest fantastiske, som vi selvfølgelig havde glædet os så meget til, var: WIKKI WARM SPRING. Her på Yankari var en ubeskrivelig fantastisk dejlig kilde, med det reneste klare, koralblå vand jeg nogen sinde har set og en temperatur på 31 grader. Da det jo er en kilde, er der en strøm, som man lige så stille kunne lade sig flyde med af, og ovenover os var der den mest frodige grønne natur, palmer og flotte træer, det var bare paradis.

Turen til Yola

Først på formiddagen, onsdag den 5. november, kørte vi til startens største by Yola. Her var vi først inde og besøge en skole: Remi Educational Foundation - School for Special Needs Children. Her går handicappede, døve og andre børn, som har svært ved at lære, men de går i klasse med ganske almindelige børn netop for, at de ikke skal føle sig anderledes og udstødt. Skolen var ekstrem flot – og stor – den flotteste vi har set her i Nigeria. Der var mange forskellige bygninger, fx også en bygning, hvor man blev undervist i at sy, i at bruge computer osv. Særligt tilegnet de elever, som har svært ved at gå i skole. Netop denne bygning var doneret af Y’s men fra DK, og på samme måde var nogle af de andre bygninger doneret af organisationer fra DK. Både bygningerne og selve området var som sagt rigtig fint – det var dejligt at se, synes jeg, når man nu ved, at det bl.a. er handicappede som går der. Det kunne jo ikke ligefrem sammenlignes med Modelschool som jeg har arbejdet på – den udstråler jo til gengæld virkelig fattigdom og mangler. Derefter kørte vi videre til ”Brønnum Lutheran Seminary” – et sted, ganske kort fortalt, hvor der uddannes præster, men samtidig var det også en slags efterskole for secondary school-elever. Men det specielle var, at det kun var de aller bedste elever, som gik der. Vi var inde på kontoret, hvor vi så pokaler og diplomer som eleverne har fået gennem tiden.

Fulanistammen

Efter frokost og en times afslapning, gik turen nu til endnu en ødemark, hvor vi skulle ud og hilse på en særlig stamme, de såkaldte Fulani. De er kendte for at leve af at drive kvæg. De fleste er analfabeter, for de går jo ikke i skole, når de ved de bare skal leve alle dage af at drive kvæg – ja man ser ofte helt unge børn som driver en flok køer. Andre kendetegn er, at de er mere markante i ansigtet og ofte har noget længere og mere brunt hår end almindelige nigerianere. Når en mand skal giftes med en dame, ser de ikke hinanden før den dag de skal giftes. Når de endelig bliver gift, kan der gå et år uden, at de snakker med hinanden, men de må godt have sammenleje, men så foregår det bare således, at manden kommer ind i kvindens hytte – de har jo en hver for sig – og så ordner de det, der nu skal ordnes, men uden at udveksle et eneste ord med hinanden. Når det er slut går manden bare ud igen, og sådan fortsætter de. De boede i helt små hytter, som jeg vil betegne som endnu vildere end lerhytter med stråtag. Dette var bare små ”knolde” af siv. Her boede en høvding med sine koner – de har næsten altid 2 eller 4 koner – som så har en ”hytte” hver, som altså er så lille, at man ikke kan stå oprejst – vi prøvede selv. I et par andre hytter bor børnene og i den største (som stadig er lille, men her kan man dog stå oprejst) bor manden/høvdingen. Der var også en lille hytte, som var deres køkken og netop som vi kom, sad en dame og tilberedte noget mad, som lugtede skræmmende meget af slimy, over et meget lille bålsted. Rundt omkring hende rendte små børn, og de kiggede alle meget forskrækket på os hvide, en af drengene begyndte endda at græde da vi nærmede os ham. Vi havde nogle balloner med som vi gav til børnene. I starten var de lidt forsigtige, men jeg tror, de blev rigtig glade. Som jeg fik nævnt var vi inde i hytterne, men man kunne knap nok vende sig derinde, og der var ikke andet end en seng lavet af bambus. Kun i høvdingens ”store” hytte var der et lille bord, naturligvis også af bambus, en seng, lidt ophæng i form af et par billeder osv. Mindst en gang om året flytter denne stamme og bosætter sig et andet sted. Det kan ske hvis deres kvæg mangler føde, eller de er løbet tør for vand. Det smarte er, at deres hytter bare lige kan rulles sammen og så tages med videre og opstille på ny. Der skal lige siges, at ingen af dem kan engelsk – naturligvis når de er så isoleret. Det var virkelig en fantastisk oplevelse at få, det var så specielt. Jeg synes det er ufatteligt, at nogle mennesker kan leve i sådan nogle hytter så langt væk fra alting, blot mellem majs- og bønneplanter, som er det, de hovedsagligt lever af. Men det var til gengæld rigtig hyggeligt, og jeg ville da gerne prøve at leve der – for en enkelt dag:)

Turen gaar mod Numan

Vi skulle køre fra Villa Papito mod Numan kl. 6.30, for turen ville tage ca.8 timer, så det var bare med at komme af sted, men klokken blev – selvfølgelig – 9 inden vi kom af sted. Men det er jo Nigeria i en nøddeskal. Det blev heldigvis en køretur med en masse at se på: vi kørte igennem to stater ud over Plateau State, hvor vi bor, og vi var virkelig ude i absolut INGENMANDSLAND, og udsigten var bare ”AFRIKA” – store slette af rød jord og ellers bare nogle enkelte træer hist og pist, og i baggrunden kom de kæmpemæssige bjerge til syne. Det eneste vi engang i mellem passerede var små lerhytter med stråtag, fuldstændig som man forestiller sig, at Afrika ser ud. Desuden kom vi, faktisk flere gange, forbi en ekstrem flok af køer, som lige skulle krydse vejen mens vi kom kørende. Når der var tissepause, holdte vi simpelthen ind på en mark. Det er altså ret sjovt, men det er jo klart nok – de har jo ikke en tankstation, som man lige kan holde ind på, når man bliver trængende. Kl. 16.45, altså næsten 8 timer efter vi kørte hjemmefra, ankom vi så til Numan. Vi kom til at bo i små huse, hvor der var 2 eller 4 mandsværelser. Jeg sov sammen med Maja F. og Katrine fordi vi delte kuffert, samt med nigerianeren Ruth. Værelserne var ikke ligefrem 5-stjernede og inde på et af værelserne var der allerede en rotte, som havde valgt at bosætte sig, men man kan pludselig klare meget når man har vænnet sig til Nigeria, så det var mere end fint for os, og der var skam ingen problemer. Vi nød blot, at der var en tank med vand frem for en brønd, og at det var én-mands-senge, så vi for en gangs skyld kunne prøve at sove uden at en nigerianer lå og pustede os ind i hovedet. Her i Numan, som det hedder, måtte man jo ikke bære andet end nederdel. Den skulle være lang, og vi skulle også have t-shirt eller andet, som dækkede vores skuldre på. Men da vi kørte af sted sad mange af os jo i mindre tøj, for det var jo en lang, varm tur, og så er det jo ikke rart at sidde i for meget tøj. Jeg vil lige give et eksempel på, hvorfor dette tøj-issue kan være lidt belastende engang i mellem, for så sad Maja fx i shorts, og de var altså ret lange, næsten ned til knæerne, men alligevel fik hun at vide, hun ikke måtte gå udenfor bussen, når vi holdte på vejen for at tage en pause. Så hun var nødt til at trække en nederdel uden over, før hun måtte vise sig. Det er virkelig en af de ting, som er svære at forstå. Hvorfor kan en kvinde ikke bare få lov at gå i bukser, eller det hun nu har lyst til? Det kan være svært at acceptere, men man må lære at leve med det når man er i Nigeria – og det kan vi selvfølgelig også sagtens.

Denne formiddagen kørte vi ud i en landsby, hvor spedalske holder til. Vi kørte og kørte, endnu længere væk fra noget der mindede om by end vi før har prøvet – men det er jo klart, for de spedalske er jo alle dage blevet udstødt fra samfundet og ”smidt hen i det fjerneste hjørne” pga. deres sygdom, som jo kan smitte. Da vi kom, traf vi en af de øverste fra spedalskhedscenteret, men han kunne ikke engelsk så Chris måtte oversætte fra hausa. Han fortalte bl.a. at dem, som kommer ud på centeret og bor kommer i behandling med det samme, så der er selvfølgelig ikke så stor risiko for at blive smittet – desuden går de meget op i at lære de spedalske, at man går væk, vender hovedet eller holder sig godt for munden når man hoster. Der rendte masse af små børn rundt derude, altså generationen efter de spedalske, så der er også en masse raske. Centeret blev oprettet i 1952 og der startede med kun at være 12 personer, men efterhånden kom folk rigtig langvejs fra for at få behandlingen. Vi så også de piller som de får. I 1988 kom den medicin, der kurerede sygdommen. Behandlingen tager 12 måneder – den dræber selve virussen, men sår og udvendige skader forbliver. Han fortalte også en masse mere, men jeg stopper her, det skulle jo nødigt blive historieundervisning:)

Turen gaar til Adamawa State

Mandag d. 3. november startede vores helt fantastiske ”afslutningstur,” og det var fra dette sekund slut med en helt almindelig hverdag i Nigeria, som vi ellers har været vant til i snart 3 måneder. Du kan læse om nogle af de gode oplevelser under ”Fulanistammen,” ”Turen til Yola,” ”Yankari,” ”Safari,” ”Tidlig morgenbadning” og ”Turen går mod Numan.”

Sidste dag paa Hope

Torsdag den 30. oktober varen ualmindelig torsdag for Maja F og mig. Normalt er vi jo hjemme i villaen om torsdagen, for fx at gøre rent, vaske tøj osv., og der skulle også gøres rent denne torsdag, men Maja og jeg skulle hen på skolen – vel og mærke for sidste gang – fordi de om fredagen havde en lille midtterm holiday, og derfor var der ingen undervisning. Så vi tog altså af sted torsdag i stedet for fredag. Vi var jo de eneste, som skulle af sted, så det var helt rart at prøve kun at køre 20 minutter for at komme på arbejde, frem for 5 kvarter som vi jo plejer. Vi blev selvfølgelig ikke tvunget til at komme denne torsdag, men lærerinden, der for øvrigt hedder Salome, ville bare rigtig gerne at vi kom, og vi syntes jo også selv, at tiden på skolen var kort nok, så vi ville gerne af sted. Da vi kom var eleverne i gang med en lille test, og ja, de er altså stadig kun 7-8 år, nogle endda kun 6, så vi satte os bare ned og ventede, men der gik ikke lang tid før jeg kunne se, der virkelig var en af pigerne, som havde brug for hjælp. Hun fattede absolut intet af det der foregik. Et eksempel på en opgave var, at de skulle udfylde de tomme huller, altså kunne opgaven se sådan ud: 10, 110, 210 ____, ____, ____, 610, men denne lille Mafeng, som hun hedder, havde bare skrevet alverdens tilfældige og usammenhængende tal på linierne, der absolut ingen mening gav. Da jeg satte mig ned hos hende, indrømmede hun også – efter jeg havde spurgt hende et par gange – at hun ikke forstod noget af det. Jeg prøvede så godt jeg kunne at forklare hende, hvad det gik ud på og hjalp hende med de enkelte opgaver. Det var så ekstremt svært for hende, og det tog hende så lang tid før hun fandt frem til det rigtige svar. Jeg snakkede med lærerinden om det bagefter, og hun fortalte også, at hun ofte må give hende nogle specialopgaver, fordi det de andre elever lærer simpelthen er for svært for hende. Salome sagde også, at hun ønskede hende ind i Primary 1, altså klassen lige under, for hun hørte slet ikke til herinde, men det ville forældrene ikke ha’. Hernede er det jo sådan, at man kan springe en klasse eller to over hvis man synes, man kan undvære dem, og det har Mafengs forældre så valgt, at Mafeng skulle gøre, hvilket er forfærdelig dumt. Det er ligefør Primary 1 også er for svær for hende, ville jeg skyde på. Ja, det er simpelthen for dumt af de forældre, og så er det jo tydeligt, at det udelukkende handler om, det skal lyde fint og flot, at deres datter har sprunget direkte til Primary 2. Da eleverne havde haft et lille frikvarter tog Maja og jeg over, og vi startede med at lære dem en dansk sang, for det vidste vi, de gerne ville… De var også rigtig dygtige:) da det så blev tid til at gå hjem, fortalte vi dem, at vi ville komme om 1½ uge igen for at sige helt farvel, men vi ville ikke komme og undervise mere. Vi sagde midlertidigt farvel, og idét vi gik hen mod Chris, som var kommet for at hente os, kom en af de små drenge løbende hen til os, stak en seddel i hånden på mig og løb tilbage igen. På sedlen stod der ”Goodbye ”Anti” Maja, Goodbye ”Anti” Lina” (på engelsk udtaler de jo mit navn, som var det med i.)
Det var en rigtig god afslutning, og jeg må også hellere fortælle, at der om onsdagen – dagen før – var kommet en fotograf for at tage billeder af Maja og jeg sammen med lærerne og børnene. Det var bare helt fantastisk:)

”Bad boys”, Kugiya

af kogende øl, brygget på en form for majs, som står overalt og damper, men også pga. alt det skidt og skrald som flyder rundt omkring. Gaderne er små, tætte, overbefolket og skumle, og samtidig med, at man må gå og gnide sig i øjnene pga. røgen og den store mængde støv, der er i luften, skal man passe voldsomt på ikke at blive kørt ned af alle de bikes, som strømmer om ørene på én. Men denne dag så vi det sjoveste og mest uventede: Pludselig, mens vi går ned af en tætbefolket gade, drøner en bike forbi os. Den har 3 passager: en mand, som styrede, en dame i midte og EN ABE bagpå. Ja, det er ganske sandt, vi så en abe på en af de bikes vi er blevet advaret sådan imod. Desuden var der en mindre behagelig mand med max 10 tænder i munden, som desuden alle sammen var rådne, der fulgte efter os hele vejen, hvor vi gik, ja helt hen til vores bus da vi skulle hjem. Han var så fuld og skæv, hans øjne var fuldstændig rødsprængte og han kunne slet ikke fokusere. Han råbte baturi baturi (HVID!) efter os og plaprede løs til os, vi fattede selvfølgelig ikke, hvad han sagde. Så begyndte han at snakke, nærmest halvråbe, til Ruth, en af nigerianerne, og sagde noget med, at hun skulle smutte herfra, hun var alt for sort, og han ville ikke se hende her igen. Ved ikke lige hvor det kommer fra, han var jo selv sort, og desuden er hun den mest lyse af alle nigerianerne. Vi var her ikke så lang tid denne gang, men det er selvfølgelig en oplevelse hver gang. Der kommer nye indtryk, men jeg har stadig svært ved at tro, at der virkelig er mennesker, som lever på denne måde. Området er, lige som en indskydelse, fyldt med cykler, og hvis der er noget som ”normale” mennesker her i Nigeria ser ned på, så er det virkelig, når folk cykler rundt. Det er absolut kun de allermest LAUSI mennesker som hopper på cyklen – og ja, det er selvfølgelig det transportmiddel de bruger derude. Nigerianere griber jo også enhver chance for at blive kørt blot ganske få meter, så de slipper for at gå – det hænger alt sammen sammen. Hvis man går rundt, kan det hurtigt tolkes til, at man ingen status har. Facade, facade, facade

Bryllup - hos hvem?

Loerdag den 25. oktober var hele vores RO team til bryllup... Men hos hvem? Ja, det sporger vi ogsaa os selv om :) Det eneste vi egentlig ved er, at han hed Thomas - og vi fandt senere ud af, at hans kone hed Mary. Gommen var tidligere chauffoer i RO, men vi har aldrig foer set eller hoert noget til ham - men vi hopper da lige med paa "bryllupsvognen" alligevel, hi hi! Sikke en speciel oplevelse. Jeg vil ikke fortaelle saa meget, da selve brylluppet jo foregik ligesom det gjorde til Gozies bryllup - saa det kan I laese i stedet for. Men I kan da lige se et lille billede, som viser bruden, gommen og alle deres "brudepiger og -svende)

Slut paa arbejdet!

Saa har vi taget hul paa vores sidste arbejdsuge, og dermed bliver det farvel til to arbejdspladser. I dag er det tirsdag, og da jeg er paa Model School (handicapskolen) mandag og tirsdag maatte vi i dag sige goodbye. Det var rigtig maerkeligt, at jeg ikke skal derhen og undervise igen, men vi kommer en enkelt dag den sidste uge, inden vi rejser hjem, og siger helt farvel til alle arbejdspladserne.
Jeg fik et rigtig dejligt billede med laererne og de fleste af boernene (der var en del som ikke var i skole) - saa det kan I jo lige ta' et kig paa!

Nigeria - jeg vil savne dig(paa nogle omraader:D )

Nu er der soerme under 20 dage til jeg lander i lufthavnen i Billund. Lørdag den 15. november forlader vi Villa Papito, vi flyver om natten, og søndag middag, den 16. november 2008, skulle jeg gerne sidde hjemme i Danmark og nyde et stykke rugbrød. Jeg glæder mig utrolig meget til at komme tilbage til DK, men jeg nyder dog at være i Nigeria – og det vil jeg gøre til sidste sekund. Der er selvfølgelig nogle ting, som jeg vil savne mere end andre, og jeg har her lavet en TOP 10, som jeg gerne vil dele med jer:

Jeg vil savne…

1. Tomour – at komme hjem hver eftermiddag og få en kæmpe krammer af hende.
2. Den fantastiske varme sol. – Hvis du ikke har andet at lave, kan du jo altid ligge dig ud i solen og blive dejlig brun.
3. 5alive – den mest lækre juice jeg nogen sinde har smagt. At man skulle komme til Nigeria og finde noget, som rent faktisk kan stikke danske varer, havde jeg ALDRIG troet.
4. At bo SÅ tæt på sine venner – hvis du har brug for dem er de inden for en rækkevidde af 3 meter.
5. Alle de sorte, små negerbørn - der er ikke saa meget at sige, de er bare FANTASTISKE
6. Dans, dans og atter dans - pak sammen DK, hvis der skal danses skal man til Nigeria
7. Alle de knus og kram, ros og smil som man får konstant - man kan kun foele sig velkommen
8. De billige priser. - Hvis bare man kunne koebe en kjole og faa den syet specielt til sig selv for 100 kr. i DK.
9. Den glæde de har for livet - de forstaar virkelig at vaere taknemmelige
10. At hver dag byder på nye udfordringer og oplevelser - glaeder mig til at komme tilbage til DK, men mon ikke det bliver lidt smaakedeligt efter saadan en tur?

DANSK SLIK

Når man sidder i Nigeria, tusinde kilometer væk hjemmefra, lang væk fra alt, hvad der minder om Danmark – eller smager af Danmark, så føles det virkelig som juleaften, når man pludselig får overrakt 3 poser af Danmarks bedste HARIBO SLIK! Dette skete, da Lucienne havde været så fantastisk at finde en sponsor, som ville forære os danskere samt nigerianere dette. Hele vejen fra Danmark kom det som en fantastisk overraskelse, og aldrig har det smagt bedre. Hernede lever vi i medgang og modgang med mottoet ”I mangel af bedre” – men dette var bestemt ikke mangel af bedre, det var VASKEÆGTE DANSK HARIBO. Lakridser, dragé, laberlarver, vingummier – fuldstændig som vi alle kender det. Sikke en fornøjelse. Følelsen af at have en blød, rund vingummi i hånden, lægge den ind på tungen og suge al den smag og duft til sig som overhovedet er mulig, før man giver sig selv lov at tygge den og spise den med god velbehag. Det første stykke tager det næste, det bliver kun bedre og bedre – og det syntes den lille nigerianske pige, Tomour, bestemt også. (Se billede!) PLUDSELIG, før vi havde set os om var posen tom. ØV! Så nu må den søde tand sulte lidt igen.

(Men saa er det godt vi snart har dansk jord under foedderne igen)

En ganske alm dag i Nigeria

Jeg har denne gang valgt at lave et blogindlæg om noget ganske simpelt; vores almindelige hverdag.

Alle hverdage undtagen torsdag, står jeg op omkring halv 7 hvis der ikke skal løbes, og en halv times tid før hvis jeg føler for at løbe. Hvis vi er heldige er der nepa (strøm), og så kan vi nøjes med at sætte en heater i stikkontakten, vente en 15-20 minutter og så har vi varmt vand. Hvis ikke der er strøm, skal vi til at lave ild på vores lille mad-bål i ”udekøkkenet” – men så er det ligefør et koldt bad er mere tiltrækkende. I starten, og det hænder stadig, vågner jeg kl. 4 eller 5 fordi en af nigerianerne render rundt og pusler. Hvis man er rigtig heldig tænder de også lyset eller begynder at synge – ja, man kan lige så godt komme op og få noget ud af dagen.
Hvis vores værelse er på morgenmad-holdet står vi op kl. 6, sætter vand over til havregrød, fejer gulv i stue, køkken og spisesal med en ½ meter lang kost lavet af tynde pinde. Derefter mobber vi gulvet og sætter på bordet, og kl. 7.00 ringer vi til morgenmad. I løbet af 1½ minut sidder alle danskerne, og måske en enkelt nigerianer, samlet og er klar til at starte dagen. Vi danskere tyer til havregrøden og toastet brød (vel og mærke hvis der er strøm), og en efter en kommer nigerianerne dalrende. De spiser en halv pakke brød(tæt på!) og en omgang cornflakes med pulvermælk. Tro mig, jeg savner cornflakes SÅ meget, men det er virkelig uspiseligt dette her. Omkring 7.20-25 har vi devotion, og på gode dage er også den sidste nigerianer ankommet dér. Kl. 7.40 dytter bussen, men vi befinder os jo i Nigeria, så der går gerne 5-10 minutter før vi kommer af sted.

På mandage og tirsdage er jeg så heldig at arbejde på Model School, som ligger 15 minutters gang fra villaen, hvilket vil sige jeg bare kan gå. Det er en befrielse. På onsdage og fredage må jeg krybe ind i bussen som de andre. Vi kører til Victory School, Gidan Bege, Aisha, Bezer Home, og inden vi når den sidste arbejdsplads, Zawan, bliver jeg smidt af på skolen Hope. Efter en forholdsvis kort arbejdsdag for nogle – og lidt længere for andre, bliver vi samlet op af chaufføren Monday, og ca. 13.30 er vi hjemme til lunch. Efter lunch må opvaske-holdet tage sin tørn. Hvert værelse har 1dag med opvask (i hverdage kun efter lunch og dinner, i weekenden også efter morgenmad), 1 dag med morgenmad, hvilket også inkluderer at give en hånd med i køkkenet hvis der er brug for hjælp, samt 1 FRIDAG. Mandag eftermiddag kører vi på Transition House – stedet for tidligere gadedrenge, hvor vi er fra 16 til 18. Det tager næsten en halv time at køre derud, så der er ikke meget fri eftermiddag, men den tid vi har bruger vi fx på at skrive mails, tage et spil partners eller noget lignende. Tirsdag eftermiddag kører vi, så snart opvasken er taget, på Internetcafe, hvor vi ofte bruger ufattelig lang tid fordi computerne logger os af, strømmen går, forbindelsen er dårlig eller også er netværket bare ekstremt langsomt. Det skal prøves for at forstå, hvor slemt det virkelig kan være. Onsdag eftermiddag tager vi på Medical Outreach eller ud i de kvarter som vi virkelig kan kalde slum. Her, hvor vi ikke møder andet end fulde eller skæve mennesker, og hvor de tidligere gadedrenge ofte har holdt til.

Torsdag får vi gerne lov at sove en time længere, så morgenmaden først er klokken 8. Derefter deler vi os op og gør så at sige hele hytten ren. Den første gang tog det en krig, men efterhånden kan vi gøre det på 1½-2 timer alt efter, hvor man skal gøre rent. Hver 2. torsdag går køkkenholdet i gang med at lave dej til snobrød mens de fleste andre får hentet vand i brønden, får det varmet op og i strålende solskin får vi vasket vores tøj i nogle spande. Hvis der er tid tilovers ligger vi os og nyder solens varme. Ja, her er jo kun blevet varmere og varmere, ind i mellem er det lige rigeligt, men det er nu i de fleste tilfælde rigtig skønt. Efter lunch disse torsdage tager vi altid på et eller andet marked. Der er det sædvanlige marked, som vi efterhånden kender ud og ind, men vi har også besøgt nogle forskellige ”Blue Shops” som de kalder det, hvor man kan få alverdens ragelse. Desuden har vi besøgt ”Leather Village” et par gange, hvor der udelukkende sælges håndlavede ting i læder – mest tasker og sko.

Fredag eftermiddag sker der knap så meget, vi kommer i hvert fald ikke ret meget udenfor døren, fordi vores værtsforældre mener det er bedst at blive hjemme om fredagen – hvis det er muligt. Fredag er jo muslimernes helligdag, og hvis der er et sted, hvor muslimer og kristne ikke kan udstå hinanden, så er det virkelig her. Pga. en ældre ”krise” mellem de kristne og muslimerne siges der simpelthen, at muslimerne har tendens til at være mere ”arrige” på fredage, ergo skal der ikke så helt lige så meget til at ophidse dem. Et par gange har vi været i dette vældige fitnesscenter som jeg har fortalt om, men ellers bruger vi eftermiddagen på at spille spil, slikke sol eller hygge os på anden vis.

Hver aften spiser vi dinner mellem 18.30 og 19.00. Nogle gange er der gået lidt for meget ”nigerian time” i den, og så har vi først spist klokken 20 eller 21, men det sker heldigvis sjældent. Efter aftensmad er der igen en opvask, som skal overstås, men ellers hygger vi altid indenfor, da Nigeria jo er FYLDT med myg, som kan give os malaria. Selvom vi går indenfor, smører vi os ind i myggecreme og bærer langbukser og strømper og helst også langærmer. Nogle aftenerne hygger vi os alle sammen sammen, andre aftener har os danskere kogt noget vand og fundet wanna-be-cacaoen frem og hygget lidt over den. Nigerianerne forstår ikke rigtig at ”hygge” , selvom vi har forsøgt at lære dem det. Dét med at sidde længe over aftensmaden og snakke kender de heller ikke lige til – fra deres egne hjem er de jo vant til, at far, mor, søster, bror osv. altid spiser på forskellige tidspunkter. Efter vi fandt et lille DVD shop (= en trillebør med DVDer) på marked har vi danskere brugt rimelig mange aftener foran computeren med et afsnit eller to af Desperate Housewifes, hvilket er rigtig hyggeligt.

Lørdag er jo altid en alt-mulig-dag, hvor vi enten render til bryllup, bestiger bjerge, tager på hiking, ser nogle dyr eller lignende. I hvert fald er vores lørdage sjældent kedelige, og der er stort set altid stadig tid til at slappe lidt af om eftermiddagen og aftenen.

Hver søndag formiddag står vi op og tager i kirke. Disse dage kræver, at man står lidt før op, for hvis man kigger på nigerianerne pynter de sig rigtig meget når de skal i kirke, så det er bare på med smykkerne og makeuppen – hvilken vi gerne undgår i hverdagen. Gudstjenesten starter gerne klokken 8, senest kl. 9 og varer mellem 2 og 4 timer. Det er ikke mange af os danskere, som er vant til at gå i kirke hver eneste søndag, og vi er slet ikke vant til den måde gudstjenesterne foregår på, for ikke at nævne den længde de har, men så er det fantastisk godt, at vi hver eneste søndag besøger en ny kirke. Utroligt nok, men selvom alle kirkerne ligger i Jos, måske i en radius af 20 km fra Villa Papito, er de bare vidt forskellige. Når vi kommer hjem fra kirke skal der først til at laves mad – kokken har fri om søndagen, så der når maven ofte at knurre et par gange. I regntiden brugte vi ofte søndag eftermiddag til at slappe så meget af som mulig, det er virkelig en ”rest-day,” hvor vi absolut intet foretager os. Vi spillede ofte spil, sang sammen eller hyggede os på anden vis, men efter som regntiden efterhånden har sagt farvel, bruger vi danskere ofte denne søndag eftermiddag ude i den lækre sol – hvilket nigerianerne ikke forstår en brik af. Hvis I spørger dem, ville de selv ønske de var blot lidt lysere i huden. Derud over har vi hver søndag en times evaluering (trækker ofte ud…!) Vi snakker om ugen der er gået, hvad der har været godt samt, hvis der har optrådt nogle problemer. Da vi nu ikke har Internet i Villaen, som vi jo egentlig skulle ha’ haft, har vi god tid til at skrive dagbog, skrive mails som skal være klar til afsending når vi kommer på natcafé om tirsdagen osv. Mindst en af ugens eftermiddage bruges også gerne til at tjekke op på postvæsenet, fortælle dem, hvor mange breve og pakker vi bare venter på – men desværre ofte uden succes. Hver eneste dag flyver simpelthen af sted hernede. På én måde føler jeg, vi har været her i utrolig lang tid – vi har jo fået en hverdag til at fungere og ser jo Villa Papito som vores hjem, hvor vi hver dag har nogle daglige pligter og opgaver, men på den anden side er det også bare utroligt, at der er så få dage til vi egentlig vender snuden hjem. Ikke engang 3 uger er der tilbage, det er bare ufatteligt.

Der skal lige nævnes, at der selvfølgelig altid sker en masse uventede ting i løbet af en ganske almindelig dag – så kommer skrædderen lige forbi, så skal vi lige hen og kondolere ved nogle ukendte mennesker, så skal vi lige se et teaterstykke som en Hr. et-eller-andet har inviteret os til osv osv osv. Dette her var bare et eksempel på en ganske almindelig standarduge – men det er bestemt aldrig kedeligt at bo i Nigeria:)

OBSERVATIONER!!

Jeg har efterhånden gjort mig en del observationer, som er meget forskellige fra det vi oplever og er vant til i Danmark. Jeg vil ger dele nogle af dem med jer:

1.Nigerianske drenge går ofte hånd i hånd og fletter fingrer – det er helt normalt.
2.Nigerianske drenge og piger går meget hånd i hånd og fletter fingrer selvom de ikke er kærester. Du ser flere ikke-kærester end kærestepar, som gør det.
3.Der findes absolut INGEN nigerianere uden rytme i kroppen – end ikke børn.
4.Nigerianere går ikke 2 skridt hvis de kan undgå det. Ergo: de går mindst muligt – hvis de kan få et lift blot 50 meter griber de chancen.
5.Nigerianere tisser for åben dør og gider hverken at tørre sig eller skylle ud.
6.Nigerianere lægger kun neglelak på den ene hånd, så de med den anden kan spise tuwo.(Store, fede risklumper med tilhoerende slimysovs)
7.Nigerianere lægger på ingen måde skjul på, hvis de synes en person er FED! – ”Oh, you mean that fat woman?”
8.Nigerianere gør rigtig meget ud af facaden. De løber meget tidligt om morgenen, så så få’ som muligt ser det, de viser ikke at de er stressede, og de prioriterer deres penge således, at de får tingene til at se godt ud ”udefra.” Fx gør de utrolig meget ud af sig selv, meget mere end vi egentlig gør i DK.
9.Nigerianere græder meget sjældent – endda ved dødsfald sker det sjældent.
10. Nigerianere bruger ”I love you” meget mere end vi danskere.
11.Nigerianere siger ofte ”give me,” ”I want to” osv. i stedet for at spørge eller sige ”please.”
12.Nigerianere spørger ALTID, hvordan din nat, din dag, din arbejdsdag, din tur på markedet osv. var, og der findes altså kun ét svar, og det er ”FINE.” (også selvom du ikke mener det!)

Lidt billeder

To af de dejlige boern fra Hope



Lederen af Model School sammen med den kaere lille Emanuel


Her ses jeg paa toppen af Shere Hills

Shere Hills

Pga. Chris’ eksamen blev vi nødt til at bytte programmet for torsdag og programmet for lørdag om, så vi denne torsdag (den 16. oktober) brugte på at… BESTIGE ET BJERG! Vi kørte ud til omkring det sted, hvor vi også var på picnic. Dér var et stort bjerg, hvor vi skulle op på toppen og vinke:) Og jeg siger jer, det var den mest fantastisk tur. Min højdeskræk blev ind i mellem sat på prøve, men det bedste var, at vi også klatrede meget, ja faktisk mest, inde i bjerget. Hvordan det kan lade sig gøre ved jeg ikke, men bjerget er én sammensmeltning af mange kæmpestore sten. Flere gange måtte vi ente kravle eller mave os frem, fordi stenene var så tæt, og mange gange måtte vi trække maven ind og vende siden til før vi overhovedet kunne komme igennem sprækkerne eller de små huller. Så ja, hvis man lider af klaustrofobi kan man godt pakke sammen:) Det var virkelig sjovt at prøve, og det er ikke lige den slags man prøver hjemme i DK, men der var især en enkelt gang, jeg lige skulle tage en indånding før jeg passerede. Vi skulle forbi en rigtig stor revne, hvor man virkelig kunne falde dybt dybt dybt. Da vi endelig nåede toppen var det bare den mest fantastiske udsigt, der mødte os. Den var helt ubeskrivelig, og endnu engang er jeg træt af, at man ikke engang med et kamera kan vise hvor smukt det var. I må komme og se det med jeres egne øjne:)
Men det var hvert fald den flotteste udsigt, jeg nogensinde har set, ja jeg følte bare jeg kunne se ud over hele Nigeria fra den top. Der var bare så mange bjerge ude i horisonten, og udsigten var bare præget af den smukkeste grønne natur. Det vilde var bare, at det blæste rimelig kraftigt oppe på toppen, så ind i mellem kunne det næsten være svært at stå fast. Vi brugte dejlig lang tid deroppe, hvor vi tog lidt billeder og bare nød, at vi var i Nigeria. Vi havde medbragt en spraymaling og traditionen tro skrev vi vores navn ”Reach Out Seven – Stars From Heaven” på bjerget, hvor vi også opdagede navnene fra de tidligere RO hold, nogle mere slidt af end andre. Da vi skulle ned igen, var det også lidt af en prøvelse, fx var der et sted, hvor vi skulle ind under en af de kæmpe sten, og vi var bare nødt til at mave os baglæns, og det var bare så glat, man måtte klamre sig til de sten, man nu ku’ komme til at holde ved. Men hvor var det bare den fedeste tur, og hvor var jeg bare lykkelig over at have fået muligheden for at opleve sådan noget.

Gozies og Anitas fantastiske bryllup

Lørdag den 11. oktober var den store dag, hvor vi skulle til bryllup hos en af chaufførerne og hans kone. Han er ikke chauffør for os, men har været det for flere af de andre hold, og han kommer tit forbi for at sige hej i villaen. Der er så utrolig meget at fortælle om dette bryllup, men jeg vil prøve at hive de mest væsentlige ting frem: Om torsdagen var skrædderen blevet færdig med vores kjoler, som vi jo virkelig lignede en flok giraffer i. Hvor var det bare sjovt, at vi alle sammen rendte rundt og lignede en zoologisk have i det samme tøj.
Brylluppet startede kl. 10.00 og derfor skulle vi jo køre 9.30 MEN!! Da klokken var 9.45 stod vores værtsmor, Eunice, og hendes datter stadig uden tøj på – skrædderen havde ikke været der med deres kjoler endnu. Eunice havde nemlig brugt en anden skrædder end os andre, fordi vores jo ville få meget travlt. Sikke et mareridt. Da klokken var 10.15 – altså et kvarter efter brylluppet egentlig var startet, blev alle os, som var klar kørt til kirken. Da vi kom var brylluppet i fuld gang. Nu håber jeg virkelig I forstår begrebet ”Nigerian time.”
Der gik ikke lang tid, før det var tid til vielsen. Gozie og Anita, stod oppe foran præsten med siden til menigheden og så skulle de, én af gangen, gentage hvad præsten sagde. Lidt ligesom hjemme i DK, hvor man lover at være tro mod hinanden ”in good times and in bad.” Derefter blev ringene sprøjtet ind i noget vand, og så tog Gozie Anitas hånd og holdte den lodret op foran hendes hoved, og mens han holdte ringen over hendes hånd gentog han igen efter præsten, som sagde at Anita nu skulle tage denne ring som et tegn på hans store kærlighed, og han sluttede af med at sige ”in the name of the father”, mens ringen blev ført hen over tommeltotten - ”of the son” og ringen blev ført hen over pegefingeren, ”and of the holy spirit,” den nåede til pegefingeren og da præsten sagde – og Gozie gentog – ”amen” satte Gozie ringen på Anitas ringfinger, og hun gjorde nøjagtig det samme ved ham. Efter lidt tid gav præsten Gozie lov til at løfte Anitas slør (som jo hænger ned over ansigtet indtil de er viet) og kysse hende.
Der gik lidt tid med underskrivningen af ægteskabspagten og med ”offering” , som jeg før har beskrevet fra de andre kirker, og som altid er rigtig festligt.
Det sjoveste var nu da brudeparret skulle ud af kirken, så dansede de ned mellem alle os andre, som havde stillet os ud på gangen, og så blev de sprøjtet til, med sådan noget sjovt støv/skum fra en spraydåse, nok lidt som en erstatning for vores ris. Ret kunstigt – og ret sjovt. Da vi kom ud var det tid til billeder – og vi kom også på ét sammen med brudeparret.
Efter en halv times tid gik vi hen til den ”hal”, hvor selve brylluppet skulle holdes, og der startede os fra RO lige med at få en omgang hjemmebragt Pufpuf (en mellemting af klejner og æbleskiver). Ja ja, den er god nok – ”Medbring selv madpakke til vores bryllup.” Ej, sådan er det ikke, men det er fordi der går så ekstremt lang tid inden man får noget at spise, og vi havde jo spist morgenmad rigtig tidligt, så vi skulle lige være lidt praktiske der:) Derefter begyndte vi lige så stille at trække ind i ”festlokalet” :) hvor der bare var stablet plasticstole op i rækkevis. Ovre i venstre side var der en ”lille rød løber” (et slidt, lille, rødt tæppe), som førte op til det bord, hvor Gozie og Anita skulle sidde. Ja, der var sågar en lille ”æresport”, som indrammede den fine vej op til bordet. På begge sider af den røde løber stod der plasticblomster i alle farver:) Det endte med at mange af os i de fine girafkjoler kom op foran og sidde, ja Katrine, Maja F, Janni og jeg endte simpelthen på aller første række. Derud over var der et højt bord oppe på en slags scene, hvor ”æresgæsterne” skulle sidde – bl.a. forældrene til brudeparret og Jeanette og Maria (de to hvide piger, som er hernede 3 uger lige nu). Efter at have ventet og lavet ingenting i hvert fald 1½ time ankom brudeparret endelig, og så skulle alle os giraffer ud og ”bringe dem ind” – vi dansede alle sammen ind 2 og 2 og med Gozie og Anita som rosinerne i pølseenden, og det var nu ret sjovt med de mange øjne, som fulgte os. Da vi var kommet helt ind dansede Gozie og Anita op mellem os, og så var det vi blev konfronteret med den velomtalte tradition: Folk kommer med bunker af 20- eller 50 Naira sedler, som de så smider ud over brudeparret, og ofte bliver pengesedlerne også klasket i hovedet på dem – ja, vi danskere var skam også oppe og prøve en enkelt gang.
Lidt efter kom bageren, som havde bagt bryllupskagen og holdte en lille tale, hvor han stolt fortalte om kagen. Han beskrev bl.a. at det bånd han havde sat rundt om kagen, som altså var sådan en maroon-bordeaux farve, symboliserede offerlammets blod. Ikke noget med, at det symboliserede kærlighed eller lignende, nope! Det er virkelig utroligt, de kan ikke engang bage en kage uden at Jesus er med i det. Ekstremt og samtidig fascinerende på én gang.
Samtidig kom nogle af gæsterne slæbende på en masse sække, og snart fandt vi ud af at bryllupsmiddagen var ved at blive serveret – i folie/flamingobakker med plasticskeer til. Jeps, det var hvad der fandt sig i sækkene, og inde i foliebakkerne var der ”Yellow rise” hvilket vi er vant til at få i villaen og som egentlig smager ret godt, men hold op man!!! Det var ikke lige just den smag vi var vant til. Måske det havde en lille påvirkning, at risene var brændt på, men det gjorde det i hvert fald ikke bedre, at der var placeret et stort stykke BEN på toppen af risene. Ja, det var ikke kød, det var ben/knogle, og dén gustne smag havde i hvert fald sat sig i risene, men så var det jo godt der var så mange, som var villige til at spise mine (vores) rester :)
Efter vi havde spist, var det tid til gaverne. Det foregik på den måde, at man dansede op med de gaver man havde til brudeparret, og som noget helt anderledes fra DK fik man en lille gave tilbage som TAK – formentlig i stedet for vores takkekort vil jeg gætte på. Da vi 7 danskere dansede op med de gaver vi havde med fra DK blev Gozie bare rigtig glad (der skal så også lige siges, han er det sødeste væsen der kan gå på to ben) og som tak fik vi 7 små plastictallerkner med blomsterprint i alverdens farver, hehe! Det var bare så sjovt, og det er da et super fedt minde for os – ikke mindst fordi der på bagsiden af tallerknen står skrevet ”Thanks For Attending Our Wedding. Gozie & Anita.” Lidt efter var vi også oppe sammen med alle RO’erne (vi var jo også med i fællesgaven) og denne gang fik vi en blok papir med et billede af Anita og Gozie på forsiden. Er det ikke bare sjovt, at man gør sådan noget?
Det var simpelthen en super fed oplevelse at få lov til at deltage i et bryllup – og så endda ved én vi kender, men hvor er det mærkeligt at sidde der til et bryllup og så kigge ud og stadig se skrald og svineri overalt, små børn, der render rundt i møgbeskidt tøj og pisker eller slår hinanden, og små muslimerpiger, der render rundt med nødder på hovedet, som stikker hovederne ind af de åbne vinduer for at se, hvad der foregår. Ja, det var ind i mellem ret svært at forstå, vi rent faktisk sad til et bryllup. Jeg er virkelig glad og taknemmelig for, at jeg har fået chancen for at opleve et nigeriansk bryllup – for det er der nok ikke mange der får – men jeg var ligeså glad og taknemmelig for, at jeg selv skal have et dansk bryllup. Ja! Man begynder virkelig ofte at tage sig selv i at tænke ”nøj, hvor er jeg bare heldig.”

Musebo

Jeg kan ellers også love jer for, vi lever i et musebo. Flere gange har jeg siddet alene på værelset og pludselig piler der en mus hen over gulvet, og utroligt nok gider jeg ikke engang skrige mere. Sidste gang kiggede jeg bare på den, og snart var den væk igen. Jeg gik alligevel ud til Shinu fra komiteen, som så lurede lidt rundt på værelset, men som selvfølgelig ikke fandt den. De er ret gode til at gemme sig. Det klamme er så bare, at Katrine (som jeg altså deler værelse med) her den anden aften lige skulle åbne sin skuffe, og op sprang en mus og piblede hurtigt hen over sengen, og væk var den igen. Hvordan den er kommet i hendes skuffe ved vi ikke, for den er virkelig tætsluttet på alle sider og kanter, men ja! De er her jo overalt. Det er efterhånden også nogle enorme kakelakker vi møder her. Jeg ved præcis, hvor de holder til i køkkenet og de kommer frem lige så snart man forlader køkkenet og lyset går ud.

Womanblad - nu også til mænd

Torsdag den 9. oktober skulle vi en tur ud i Leather Village for at hente nogle ting vi havde bestilt. Der skete så det sjove, at jeg havde mit Womanblad fra DK med derud, og pludselig fik ham manden, som laver alle vores ting øje på det. Han tog det fra mig og ville ikke give mig det igen. Han var bare rigtig interesseret i det, bladrede rundt og blev rigtig begejstret over de lækre tøser, der var i bladet. Det er jo på dansk, så han fatter jo ikke en brik af det, der står, men han kunne ikke få øjnene fra de billeder – det er jo et mode- og dameblad, så der er nogle yndige pigekroppe ind imellem. Alt i mens jeg var fuldstændig flad af grin spurgte han mig, hvor meget jeg skulle ha’ for bladet. Han var for optaget til egentlig at tage imod et svar, så jeg gav ham det bare, og løb så min vej alt i mens jeg fortrød jeg ikke havde taget mit kamera med. Han er altså muslim og ret gammel, men det var noget så sjovt.

Hope Private School

Onsdag den 8. oktober var det min første dag på skolen Hope. Det er en skole, hvor de har playcalss, nursery og primary – men ikke secondary. Dvs. der er helt små børnehavebørn og så op til alderen 11-12 år. Hernede starter børn jo i skole når de er omk. 3 år. Maja, som også arbejder der samme tid som jeg, og jeg blev enige med lederen om, at vi blot kunne ”observere” de to første dage, da vi ikke vidste hvilken klasse vi havde lyst til at undervise. Denne dag skulle vi så være med i nursery, hvilket er de yngste skoleklasser – Maja gik ind til dem på 3 og jeg til dem på 4, og der må jeg godt nok indrømme, mit hjerte smeltede. At se 19 sorte, små, søde børn klædt i ens, blå skoleuniformer, stå der oppe ved tavlen og pænt vente på at læreren gav dem lov til at sætte sig ned, det var virkelig en kær oplevelse:) De virkede bare til at være SÅ velopdragne, og de var rigtig gode til at lytte til, hvad læreren sagde. Fx gik hun meget op i, at de skulle sætte sig ned uden at skratte med stolene, og taget deres alder i betragtning var de virkelig dygtige. Desuden sagde hun ”hov I har da ikke hilst pænt på ”Anti” i dag” (hernede bliver lærere – ja faktisk alle, der er ældre end sig selv, kaldt for Anti) og med det samme rejste de sig alle op fra deres bitte små gule, røde og blå stole, kiggede på mig og sagde ”Goodmorning Anti – how are you today?” Læreren begyndte så småt at undervise dem i nogle tal på tavlen, men kort efter blev hun kaldt udenfor af lederen, og så skyndte hun sig bare at give mig kridt og pegepind i hånden og bad mig om at fortsætte – og så var hun væk! Jeg hilste ordentlig på dem, tog pegepinden og pegede på tallene samtidig med jeg råbte dem op, hvorefter alle børnene så gentog efter mig. – Men den søde sund var kort… Disse børn har jo også øjne i hovedet og kunne jo altså godt se jeg var hvid og ikke så ud som dem, så da der var gået nogle få minutter og læreren ikke var kommet tilbage gav de sig til at larme – virkelig for alvor. De skubbede til hinanden, rendte ind til Majas klasse, som dog også kun er adskilt fra min klasse med en ganske tynd, halvåben skillevæg, og når en af børnene spurgte om han/hun måtte gå ud og tisse, opvakte det virkelig kædereaktion – og selvfølgelig skulle alle børnene så tisse på samme tid, og jeg skal jo give dem lov da de stadig er så små. Det var ét stort renderi, og jeg kunne på ingen måde få dem til at sidde stille eller holde mund. De er jo vant til at blive slået – og hernede er det virkelig det eneste effektive middel, desværre, men de ved godt at sådan en hvid som mig normalt ikke vil slå, så der var bare MINUS respekt overfor mig. Men læreren var heldigvis vildt sød. Hun var bare rigtig interesseret i os, og da hun kom tilbage sagde hun til mig ”ja, I kan ikke lide at vi slår børn, vel?” Og jeg svarede selvfølgelig nej, og vi blev enige om, at det nok var derfor de ikke havde så meget respekt for mig. Hun vidste også godt, at vi opdrager børn på to ret forskellige måder. Hun slog dem ikke hårdt mens jeg så på, de fik bare lige et par dask over fingrene, men flere gange hørte jeg hende sige til dem, at de ville blive slået når jeg var gået. Pænt nok af hende at skåne mig for det syn, men det er simpelthen ufatteligt, at de tror det er den mest rigtige måde at opdrage på. Men som lærer var hun nu også rigtig god. På et tidspunkt skulle de male i deres malebøger, og hun gjorde SÅ meget ud af, at de ikke måtte tegne uden for stregerne, og de var virkelig dygtige. I det hele taget kan de noget mere end jævnaldrende hjemme i DK – men det er jo klart når de starter så tidligt. Desværre var det ikke alle, der havde råd til malebøger, så nogle af børnene måtte bare sidde og kigge på, at de andre hyggede sig. Inde i Majas klasse var der 3 ud af 12, som havde et hæfte – resten kunne bare få lov til at sidde og glo! Hende læreren, som var i Majas klasse var knap så eksemplarisk. Hun bad børnene gentage de bogstaver og tal hun råbte op, og hvis ikke de gjorde det ”ville de brænde op i helved,” sagde hun til dem. Hvad er det for noget at proppe i hovedet på små børn?

Model School

Tirs. 7 oktober var jo andendagen på handicapskolen, og hold da op for en dag. Det får jeg svært ved at sætte ord på. Den undervisning de får er bare alt andet end acceptabel – men der er jo ikke meget at gøre, når der sidder 20 handicappede og slår hinanden, spytter på hinanden, griner af hinanden osv. og kun én enkelt lærer til at undervise. Men det er simpelthen blot fordi, de ikke kan sige nej til nogen, som ønsker at gå på den skole. Men alligevel – lærerne kunne godt trænge til at få et lille kursus i, hvordan man rent faktisk underviser på den bedste måde. Det nytter i hvert fald ikke noget at stå med hovedet begravet i en bog eller ind i tavlen, når man forsøger at få børnenes opmærksomhed og lære dem noget, men lederen af skolen er heldigvis fantastisk til at håndtere det, og vi blev hurtige enige med hende om, at nu når vi alligevel er der, kan vi ligeså godt dele børnene op i grupper og lade dem få mest muligt ud af det på den måde. 3. dag vi kom gjorde vi dette – og det blev meget bedre. Janni, Katrine og jeg tog nogle af de mest ”svage” med indenfor, delte dem op så vi fik en lille gruppe hver og gik så i gang med at tegne og skrive lidt med dem. De fleste af dem vi havde har ekstremt svært ved at lære, og kun få’ af dem taler, så der er nok af udfordringer. Blot at få dem til at blive siddende på sin plads kan være svært. Lederen på skolen, Nenrot, er bare så flink og venlig, og hun er virkelig god til at udtrykke, hvor taknemmelig og glad hun er for, at vi kommer. Den er en stor lettelse, som hun siger. Hun fortalte desuden, at skolen er 20 år gammel, og hun var startet som leder for 3 år siden, og der havde skolen absolut INTET. Ikke engang noget at sidde på. Hun har bedt til Gud og har fået så meget hjælp, fortalte hun, bl.a. fra andre volontører, som lavede lidt bænke og borde til skolen osv. Børnene skal jo helst bære uniform, og det er der ikke mange forældre der har råd til, så der er også nogle af børnene som er ”sponsoreret” af venlige sjæle, som så betaler for deres ophold. Nenrot er et fantastisk eksempel for os, børnene og alle andre lærere hun ligger så meget energi i at lære børnene noget, og som et kæmpe plus er hun bare rigtig sød ved dem.
De fleste af børnene kommer fra meget fattige hjem, og derfor møder mange også sulte op, hvilket bevirker lav koncentration. Derfor har skolen lavet en madordning, hvor børnene kan købe en lille portion middagsmad for 5 Naira – det er altså 25 ører. TÆNK LIGE OVER DEN! Kun halvdelen af børnene får penge med i skole, så når de sidder og spiser må resten af staklerne bare sidde og kigge på. Det er simpelthen ufatteligt, og det mest ufattelige er, at jeg lige nu sidder midt iblandt elendighederne som man normalt kun hører om i TV. – Ja, vores 25øre er endda ved at blive afskaffet fordi den intet er værd – ik? Man kan vist rolig sige den ville gøre gavn hernede

Vaertsparrets dejlige datter Loretta er lige vaagnet i min seng

Katrine, min roommate, og jeg i vores afrikanerkjoler, hehe!

Saa er der traening:)

Soeren og jeg siger farvel til damerne paa Aisha

Ih, jeg savner allerede boernene paa Aisha...

Gang i bagningen... Det var virkelig haardt, men ogsaa ret sjovt

Tid til nye arbejdspladser

Så blev det tid til første dag på den nye arbejdsplads. Mandag og tirsdag skal jeg være på ”Model School,” som er en skole for physically challenged” (her må man ikke sige handicappet). Kvinden, som leder stedet er bare så fantastisk rar og venlig, hun er rimelig struktureret (normalt IKKE kendetegnende for nigerianere) og så er hun letforståelig. Her er både døve og andre med forskellige handecaps, såsom downssyndrom, damp, nogle er retarderet, autister osv. Vi – Janni, Katrine og jeg, skal kun have med disse at gøre, da vi jo af gode grunde ikke kan undervise døve. Alderen strækker sig ca. fra 7-17 år, men der er lige et par som falder udenfor, fx en stor, sød, tyk mand på 25. Desuden deltager lærerindens mor, som altså er 65, også i undervisningen fordi hun ikke kan læse osv. Hun går med stok og ser ret gammel og slidt ud, og pludselig, da vi passede hende udenfor på vej ind i klassen, kunne vi godt høre det sprøjtede lidt omkring hende – og hurtigt kunne vi også se en våd pøl under hende. Hun stod simpelthen bare, ret op og ned og tissede midt ude blandt os alle. Ih, hvor må da bare ha' løbet hende ned af benene – men den lange kjole kunne sikkert tage det værste, smil!! Skolen starter kl. 8 og i løbet af dagen skal de igennem bøn, sport, counting/math, story reading, writing og art. Det meste af dagen observerede vi mest, men til sidst havde de virkelig brug for vores hjælpende hånd – de er jo alle sammen ekstremt langsommme til at lære, og det var også helt fantastisk at prøve at ha denne kontakt med disse børn – som for øvrigt var så ekstremt glade for at se os, de overfaldede os nærmest alle sammen. Jeg havde jo aldrig forestillet mig, at jeg skulle arbejde sådan et sted, men jeg tror det bliver godt – og det giver i hvert fald en masse udfordringer, og så må jeg indrømme, at noget helt fantastisk ved at arbejde der er, at vi kan gå dertil og derfra. = Vi er fri for at sidde 14 mennesker tætklemt i en lille bus når solen bager ind på os, og vejene får os til at bumpe ind i hinanden konstant. Det betyder også, at vi er næsten en time før hjemme end alle de andre – for arbejdspladserne ligger ret spredt, så de første, der bliver hentet sidder i bussen 1½ time. Det bliver spændende at se, hvordan det hele udvikler sig.

Blue compound - droemmeland

Og så var det bare en helt fantastisk søndag eftermiddag, nu skal I høre hvorfor. Der er to danske volontørpar hernede, som også bor i Jos. Det ene par er omkring 50 og det andet måske omkring 40, de bor på den samme compound kaldet ”Blue Compound” og de havde simpelthen inviteret til eftermiddagskaffe – KUN os danskere. Nej, hvor var det bare dejligt. Det var ikke et dansk hjem – men det var tæt på. Der var rent og pænt, og de havde den mest dejlige have med en grøn græsplæne. Og så var det eftermiddagskaffe i ORDENTLIG forstand, vi var inviteret på: Der var nybagte boller, kager og cookies, sodavand og kaffe. EJ hvor var det bare skønt, og vi kunne kun sammenligne det med juleaften. Da havde dækket op ude i haven, og vejret var jo bare så lækkert, og så kunne vi snakke dansk konstant, helt uden at fornærme nogle. Jeg kan fortælle jer vi nød det. Det var ligesom at være til en familiefødselsdag midt om sommeren, og selvom vi ikke anede hvem disse mennesker var kørte snakken bare, for vi forstår jo hinanden og står i den samme situation – på trods af, at det ene par har været i Nigeria i 15 år i alt og det andet i 8. Det yngste par har to dejlige danske børn, som selvfølgelig bor med dem og som går på en amerikansk skole hernede. Det andet par havde ikke børn, hvilket også gjorde dem lidt mere ”frie”, og da vi spurgte dem om de havde tænkt sig at vende permanent tilbage til DK (de er nogle gange hjemme i nogle uger om sommeren) måtte de indrømme, at det nok ikke var deres intention. Det er virkelig vildt at tænke på, men de gør godt nok et stort stykke arbejde, så det er rigtig flot. Vi var der i godt to timer, og tiden fløj bare afsted - ”Åh no” tænkte vi bare da Chris kom og hentede os. Hold op det var en dejlig eftermiddag.

Ruths kirke

Søndag den 5. oktober var vi i Ruth's kirke, hvor man – ligesom i næsten alle de andre kirker – var nødt til at bruge sin vifte for at holde sig i live. Puha, selvom det starter kl. 8 om morgenen er det bare til at få hedeslag derinde, men det er selvfølgelig også pga. de enormt mange mennesker, som er samlet der. Men det var nu en af de bedre kirker, som heldigvis ikke tog så lang tid, og hvor koret brugte rigtig lang tid på at synge for os. De startede med Amazing grace, som de fleste af jer nok kender, og som man helt sikkert også tager til Afrika for at høre. Derefter var der dømt contrymusik og dans dertil – det er simpelthen for fedt:) Alt taget i betragtning var det bare en fin kirke at være i, det var slet ikke så højtideligt og der var igen masser af tid til at skrive dagbog mens der blev sunget eller snakket;) Da prædiken begyndte, startede præsten med at sige ”til jer der ikke har en bibel – sælg jeres sko!” og ja! Jeg tror bestemt han mener det helt bogstaveligt

Lena og dyr er ikke altid bedste venner...

Denne lørdag var bare fantastisk...

OG SÅ... Klokken nærmede sig 22.30 og vi skulle jo tidligt op næste dag, så jeg bevægede mig ind på mit værelse for at komme i seng. Jeg var alene derinde, da jeg pludselig syntes jeg hørte noget ”skratten.” I ved, når man har noget til at hænge på væggen, som falder ned, en plakat/billede el.l. kan det give sådan en skratlyd – men jeg kunne ikke se noget var faldet ned. Så hørte jeg det skratte igen, endnu mere, og så var jeg godt klar over der befandt sig noget levende omkring vores seng. Jeg råbte på Katrine som fløj ud fra toilettet, og hun rykkede forsigtigt natbordene ud, men kunne ingenting se. I det samme ville hun lige samle noget op bag ved natbordet, som var røget ned, og pludselig skreg hun bare – og jeg skreg blot endnu højere! Det var simpelthen en mus, og den løb bare SÅ stærkt. Jeg stod i døren, så den kan umuligt være rendt ud, og Katrine sagde den løb ind under min seng, så jeg kan sige jer jeg fik svedtur. Så var det pludselig ikke syner jeg havde set – tidligere på dagen havde mit øje nemlig observeret et eller andet fise ind bag vores skab. Jeg kan fortælle jer, at alle nigerianerene grinte SÅ meget af mig, og prøvede at gøre mig endnu mere bange med forskellige skrækhistorier. Jeg fik dem til at skubbe min seng lidt ud og lyse under den, men hvis de har set den, har de helt sikkert holdt deres mund. Min partner kiggede også på mig og sagde ”Nå! Den mus – den har jeg da set mange gange” og min anden roommate fik da også lige fortalt, at sidste torsdag, hvor hun gjorde rent på vores værelse slog hun også en mus ihjel inde på vores værelse. I kan tro det er hygge :) Jeg har da efterhånden set et par mus ude i vores køkken samt vores udekøkken, og de generer mig overhovedet ikke – men når de er HVOR JEG SKAL SOVE, bliver jeg lidt mere ophidset... Der gik ret lang tid før jeg faldt til ro, men hold op hvor var jeg glad for mit mygge- nu også musenet – som jeg kunne pakke mig godt ind i. Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg den gemmer sig i vores skab, for det er faktisk et ret godt sted hvis jeg lige sætter mig i musenes sted:) Men men, man tager jo ikke til Afrika uden at skide i et hul, så man tager vel heller ikke til Afrika uden at dele seng med musene.

Aktiv - og fantastisk smuk loerdag

(Paa dette billede ses Janni og jeg paa vores picnic)

Lørdag startede vi igen dagen med at være aktive. Efter morgenmad kørte vi hen til et slags træningscenter/sportssted – Recreation Centre JCMI, hvor man kan spille basket, badminton, tabletennis, pool osv. Der var også et lille rum med fitnessmaskiner (ta’ nu det hele med et gran salt) og et rum til aerobic. Chris fik lavet en speciel aftale for dette hold – vi kan være der en hel dag, altså de antal timer vi nu vil, for 50 Niara. Det er 2,50 kr. Det er vist lige til at overkomme :D

Så her brugte vi et par timer – de fleste af os i aerobicrummet, og hold op, hvor var det sjovt. Ham, som skulle træne os var simpelthen kun til at grine af, hehe! Han havde vist ikke helt forstået, hvad det gik ud på ;) Hans øvelser var glimrende, ret effektive faktiske, MEN han glemte bare, at man rent faktisk er nødt til at gentage dem – og ikke mindst holde sig i gang hele tiden – før det ligesom hjælper noget. Han startede med at varme alle musklerne op – og han havde nok været dem alle igennem efter 1½ minut. Det gik så stærkt, at ingen af os kunne følge med. Jeg ved virkelig ikke om han tror det hjælper noget?! Altså den mand var bare for sjov, og han kan da på ingen måde have en uddannelse inde for dette. Efter kort tid blev hans mest brugte sætning ”Relaxe it, relaxe it” – vi skulle sørme passe på ikke at svede for meget, og når det så ud til vi danskere gav den lidt gas, kom den igen : ”Relaxe it, relaxe it.” Tosset mand! Det endte også med at Janni og jeg tog over så snart han havde sluttet af, og så fik vi heldigvis sved på panden – og det kan stadig mærkes. Men det var nu en rigtig sjov oplevelse, at stå der midt i et gammelt træningsrum i Nigeria og blive undervist af en negermand, som ikke var alt for klog på det punkt. Alle vores nigerianer-tøser kan virkelig svinge hofterne og har bestemt også armmuskler, der vil noget, men når det kommer til sådan noget her er de helt færdige! Jeg håber stadig på han kun underviste som han gjorde, fordi de også skulle kunne være med:)

Efter vores aktive timer kørte vi tilbage til villaen, og vi danskere kunne lige nå at solbade lidt inden det kolde bad kaldte. Efter 1½ time kørte vi så på picnic. Vi fandt det mest fantastiske sted, med den flotteste udsigt. Her spiste vi vores middagsmad og hyggede os nogle timer. Jeg savner VIRKELIG rugbrød i sådan nogle tilfælde, for det er jo konstant varmt mad vi slæber med. Men det var bare så dejlig fredeligt og fuldstændig uberørt derude, så siddende på klipper med store bjerge i baggrunden kunne vi vist ikke klage. Det var virkelig fantastisk at sidde deroppe med vind i håret, og alligevel med høj solskin, og bare nyde hinandens selskab og ikke mindst den helt ubeskrivelig natur. Kom og prøv det: )

Sidste dag paa Aisha

Torsdag den 2. oktober var bare en fantastisk dag. Det var min sidste dag på det fantastiske Aisha, og det var en super afslutning. Jeg har elsket at arbejde med de små børn, og jeg kan også mærke, at vi virkelig her har gjort en forskel, men jeg føler for at prøve noget nyt, så dette valg har jeg nu truffet. Vi startede selvfølgelig med at skifte alle babyerne, og så tog vi dem med ud i skyggen med tæpper og lidt legetøj. Vi fandt jo, for et par uger siden, en masse møgbeskidt legetøj, som vi så brugte to dage på at gøre rent, så det har vi taget i brug nu. Babyerne nød det bare, det er tydeligt de ikke får meget frisk luft. Pludselig, mens vi sad der på tæppet, kom der en stor flok mennesker ind gennem porten og hen mod os. Det viste sig, at de var studerende omk. børn – deres vilkår, forhold, opdragelse osv. og dette inkluderede, at de skulle besøg børnehjem o.l. som fx Aisha. De vidste ikke vi var der, men de blev noget så interesseret. Ville høre om vores arbejde, organisation og vide vores navne. De var alle meget ivrige med at skrive ned og notere, så nu er vi en del af deres rapport. Inden de skulle hjem ville de gerne have et fælles billede med os (de havde deres egen fotograf med.) Da de havde fået det, havde vinket farvel og egentlig var på vej væk, var der sørme lige en, der liiige ville have et billede alene kun med os hvide på. – Og sikke en kædereaktion dette opvakte. Pludselig ville de alle sammen have et billede alene med os danskere. Det var ret sjovt, men det endte også med ret mange billeder, så gad vie hvor de bliver fremstillet.

Det var en rigtig dejlig afslutning og en rigtig dejlig dag, som blot blev endnu bedre da jeg kom hjem: Der var pakke til mig fra min skønne veninde hjemmefra. En fantastisk pakke med billeder, slik og ikke mindst en masse nyheder fra Danmark og hendes liv. Wow, det var dejligt. Sikke en fantastisk dag!

Vores kaere vaertsmor

Nu skal der lige siges, hvis ikke jeg har nævnt det før, at vi virkelig er SÅ glade for vores værtsmor. Sidste mandag morgen fortalte vi hende så, at det var ”hendes dag i dag.” Hun gør bare så meget for os, og fordi vores kok jo var fraværende noget tid fordi hans far døde, og stadig ikke er tilbage fordi han faktisk har været en tur i DK, har vores værtsmor brugt alle sine timer i køkkenet. Alt i alt er hun bare så sød og rar, og hun vil gøre alt for os og behage os så meget hun overhovedet kan. Vi nægtede hende adgang til køkkenet hele dagen, og så skulle hun glæde sig til en overraskelse. Vi fik både lavet lunch, dinner, bagt kage og bagt brød (årh, det var bare så hårdt med SÅ meget dej og uden noget der bare kunne LIGNE en røremaskine) og hen på eftermiddagen fik vi placeret hende i en stol, gav hende fodbad, hårbundsmassage, kropsmassage, ordnede hendes negle og gav hende dansk slik. Hun nød det bare så meget, så det var bare en dejlig følelse at kunne gøre hende så glad.

Hvad jeg savner og ikke savner

Hver dag bliver jeg bekræftet i, hvor rige vi er i DK og hvor godt vi alle sammen har det. De problemer vi ofte tumler med derhjemme, ser pludselig minimale og luksuriøse ud, når de bliver sat i perspektiv. Meeen der er alligevel mange ting som jeg dagligt savner og glæder mig til at komme hjem til. Der er også mange ting, som I derhjemme gerne må beholde for jer selv, og som jeg egentlig ikke gider hjem til. Jeg har her lavet en top 10:

Ting jeg savner:

• Kød (kylling) – proteiner i det hele taget(vi lever næsten som vegetarer)
• Rugbrød, Kellogs Cornflakes, Skummetmælk, FRUGT!!(Hvidt toastbrød, discount cornflakes, mælkepulver og udelukkende banener kan altså ikke (opveje mit savn)
• Skrubbehandsker(denne sol giver sørme meget død hud, lyder det lækkert?)
• Glattejern(mit hår er sååå sund – og sååå grimt, ha ha!)
• Vandhaner med rindende vand(at hente vand i brønden giver gode armmuskler, ganske glimrende, men det er bare ikke i nærheden af rent)
• Aftaler, som bliver holdt til tiden(De kan planlægge nok så mange møder, men kommer de til tiden? Det tror jeg ikke! Sidste gang var de 1½ time for sent – uden nogen grund.)
• Tilgængeligt Internet og min egen com.(Ja! Som en stor fejl kom det aldrig i vores villa – og det kræver VIRKELIG tålmodighed når man tager på nigeriansk netcafé.)
• Hårkur(Solen tørrer det ud, og brønd-vand gør det beskidt)
• Almindelig god manér (har de seriøst ikke udbredt meget af hernede)(”Kan jeg byde på en vingummibamse – som jeg selv har glædet mig til at sætte tænderne i og som har været to uger undervejs fra DK.” ”Nej okay, du tager bare halvdelen af min pose – det er okay.”
• Mit danske tøj og mine smykker(tak for hjælpen Bedste! Men efter 1½ måned i genbrugstøj formår man simpelthen ikke længere at føle sig pæn.)

Ting jeg IKKE savner:

• Kulhydrater(som førnævnt: Vi lever ikke af andet – mindre lækkert i længden)
• Efterårsvejr og vintertøj(her bliver vejret jo bare bedre og bedre)
• Vinterdepressioner(godt nok er vi her i regntiden, men det kan solen ikke tage sig af – den kommer frem alligevel.)
• Lange skole- eller arbejdsdage(disse er lige tilpas lange, så man ikke når at blive depri inden man når hjem)
• At være nødt til at klæde sig nogen lunde eller bære makeup for at gå uden for en dør(Ha ha! I skulle bare se os! Hvor er det let at være ligeglad :D )
• De ekstremt dyre, danske priser(NEJ TAK! Her er ting som tun, ost og fisk ekstremt dyrt, men det er da rart at kunne købe en pakke kiks for 2,50 kr. ik? )
• Stres og jag(ja, det er jo nærmest ulovligt hernede, og alt kan undskyldes med ”Nigerian Time” - så jeg kender hermed ikke længere til ordet stres.)
• Rygere, der ikke viser hensyn(Det er alligevel det optimalt BEDSTE ved Nigeria – ikke en eneste ryger har jeg set, det er jo meget syndigt hernede, og du godeste hvor er det skønt!)
• At skulle være alene for at kunne grine af andre(ja, det er bestemt ikke for at være ond, men hvor er det bare praktisk at de ikke forstår dansk nogen gange, hehe!)

At skulle bo langt fra vennerne(ja, det er ikke svært at lave hygge-aftaler når man bor i samme hus.)

Det sku' vel aldrig vaere mig? Her kan I se min nigerianske kjole - eller lidt af den:)

Lille Agnes har tisset ned af sig selv og har derfor brug for et bad - hun noed det. (Boernehjemmet Zawan)

Mig og vaertsparrets fantastiske datter, Tomour

Her er jeg med lille Favour paa spaedboernehjemmet Aisha

Sikke nogle muslimer

Mandag d. 29 var vi ikke på arbejde, og det er der en helt særlig grund til. Denne dag sluttede muslimerne jo deres ramadan, og det betyder jo virkelig fest, farver og masser af mad. De sammenligner det lidt med vores juleaften. MEN! De er så også af den overbevisning, at hvis de dør på denne dag kommer de direkte i himlen, og derfor går folk med knive og pistoler, og gør alt for at opsøge slagsmål, fordi de jo simpelthen ønsker at dø denne dag. Sikke en tankegang. Efter vores morgenmad gik vi ud på en høj vi har inde på vores compound (vi må jo ikke gå udenfor compounden de her dage) og så kunne vi se, hvordan vejene var overfyldt af muslimer, der var på vej til moskeen. De kom kørende med fuld fart i biler og især på de knallerter som jeg har fortalt om (dem vi er blevet forbudt at ta’ med fordi de kører så vanvittigt.) Ind i mellem kom der en kæmpe lastbil kørende, hvor der var LÆSSET op med muslimer der råbte og skreg. Det var simpelthen et særligt syn. En god times tid efter kom de alle sammen tilbage fra moskeen, nu var det tid til at fejre! NEJ nej nej, hold op hvor var det vildt at se på. Der var blot endnu flere muslimer, lastbiler fyldt til randen og knallerter med 3,4 nogle gange 5 mænd på. De kørte så stærkt og så vildt og udsatte sig selv for fare ved at ta’ hænderne fra styret, læne sig ned mod vejen, køre fra den ene side af vejen til den anden, hænge ud af vinduerne, hænge ned af siderne på lastbilerne – eller endda ind under lastbilerne. Vi så sågar et par stykker, som stod op på deres knallerter og kørte. I kan tro det var et vildt syn, og vi kunne desværre ikke få ret mange billeder, for det måtte vi ikke pga. vores sikkerhed. Hvis de opdagede det ville nogle af dem kunne finde på at trænge ind på vores grund.
Det var virkelig vildt, og senere på dagen fik vi besøg af Shinu fra RO komiteen, og han var kørt forbi et uheld med en mand på denne knallert, og han havde mistet hele benet. Det var bogstaveligt talt røget af. Godt vi gemte os sikkert inde på vores lille compund.

Som var det FARS FRIKADELLER....

I soendags skulle vi danskere lave mad til resten af flokken. Vi havde på forhånd valgt at lave frikadeller og kartoffelsalat, for det kender de bestemt ikke. Det tog bare så lang tid at lave, for de har jo ikke noget hakkekød hernede. Her hopper man jo ikke lige ind i den nærmeste Brugs og kigger køledisken efter for, hvad man har lyst til. Nej her tager man på kæmpe kødmarked og køber noget, der højest sandsynlig har tilbragt et par timer i solen. Vi fik et stort stykke grisekød – ja jeg ved altså ikke hvilken del på grisen det var, men der var i hvert fald et ben og MASSER af fedt og sener vi først skulle ha’ skåret fra. Bagefter forsøgte vi at hakke det så godt vi kunne med en kniv. (Vi savnede en ordentlig kødhakker.) Men til sidst blev det faktisk utrolig godt. Vores kartoffelsalat forsøgte vi på bedste vis at mikse sammen med noget yoghurt-agtigt lignende noget, og alt i alt blev det faktisk kanon. Jeg havde ikke troet vi kunne komme så tæt på noget dansk som vi kom. Vi dækkede bordet på dansk manér og med fint foldede servietter – normalt står tallerkner og krus bare i én bunke man så kan hente af, og alt bestik står i kurve, og så serverede vi for vores partner. Heldigvis var de fleste helt vilde med det. Især frikadellerne, for hernede er de jo kun vant til at få ganske ganske lidt kød. Der blev ca. 6 små frikadeller til hver (svarer nok til 3-4 almindelig størrelse) og det er det mest kødrige måltid vi overhovedet har fået hernede. Til hverdag lever vi jo faktisk som vegetarer – får kun rene kulhydrater indsmurt i olie hele tiden – puha i længden. Men sikke en succes dette maaltid blev.