Fredag den 19. september skete der noget helt specielt: Der kom vand i vores haner. Men men men – alt skal jo tages med et gran salt hernede. Det fungerer ikke helt optimalt i toilettet, og på vores værelser er det stadig ikke rindende. Så vi undgår på ingen måde vandet fra brønden, men det er vi jo også for længst vant til, så det er jo ikke noget problem. RO comittee blev også utrolig glade og begejstrede for os, da vi foreslog at droppe vand i hanerne, fordi det er spild af penge, og vi tager jo ikke skade af at træne vores armmuskler ved at hente vand i brønden. Dog er det meget rart med vand i køkkenet, det gør det hele en tand lettere. Men ellers er det med vandet som det er med strømmen: Det er der kun når det har lyst til at være der, og hver 3. dag er det helt væk.
Lørdag d. 20. blev en fantastisk dag. Vi stod op og spiste morgenmad kl. 8, og derefter lavede vi mad til frokost, som vi så tog med på vores lille lørdagstur. Aftenen forinden havde vi fået at vide, at en af nigerianerne fra vores hold – Victoria – lige havde mistet sin onkel, så da bilen var pakket kørte vi hen til Victoria, hen til det sted, hvor hele familien og alle vennerne holdte til. Vi skulle hen og kondolere dem; dette finder de åbenbart meget respektfuldt. Hjemme i DK ville vi jo aldrig lade 14 ukendte mennesker trænge ind i vores hjem i sådan en sørgelig situation. Da vi kom var huset fyldt, og vi fandt konen til onkelen og hilste på hende. ”Sanu sanu” lød det fra alle, og da vi kom til onkelens mor, skulle vi ned og knæle foran hende mens vores værtsfar bad for dem. Det var bare sådan en mærkelig situation. Dog var det hele meget hurtigt ”overstået” og turen gik så til ”Jos Wild Life Park.” Her startede vi med at spise vors lunch I BUSSEN – det kostede penge hvis vi skulle spise den ude i den friske natur. OG SÅ VAR DET TID TIL DYR: Vi så nogle fritløbende aber, men ellers var de fleste bag lidt hegn eller en mur. Vi så flere forskellige aber, chimpanser osv, kæmpe strudser, en kæmpe ørn og andre flotte fugle. Vi mødte en enkelt og total rynket men sød elefant, og så så vi et kæmpe monster af et dyr at være. Det lignede en blanding mellem en ko og en kæmpe hest, bare meget flottere. Hvad det var for et dyr fandt jeg dog aldrig ud af. Dernæst var der hyæner og to FLOTTE LØVER. En han og en hun. Årh, jeg kunne godt lige putte mig i han'ens store manke, de var så søde. Selvfølgelig så vi også to kæmpe slanger. De var meget farlige, så de var i et dybt bur. Den ene var så vanvittig stor og ekstremt fed. Den lignede et forlænget, opskåret bildæk. Desuden var der de sødeste små krokodiller og skilpadder, og én stor krokodille, som desværre var meget doven og derfor ikke ville vise sig meget over vandet. Til slut vandrede vi et godt stykke i den smukke park med den ubeskrivelig fantastiske natur og udsigt hen til et område, hvor blot en enkelt flodhest holdte til. Området var stort og den gik oppe bag nogle træer og spiste, så den var lidt svær at se, men den var der. Det var en kanon oplevelse, selvom det meste foregik bag hegn.
Efter denne tur tog Chris os hen til et sted vi danskere fandt UTROLIG LÆKKERT: En badeanstalt (eller bare en stor swimmingpool.) Kun ganske få nigerianere kan svømme, men alle os danskere klædte om i en fart og kom i det skønne vand. Årh, det var lækkert med sådan en afkøling efter en meget varm dag. Vi havde 3 nigerianere med i vandet, som efterhånden blev ret gode til at plaske lidt rundt. Teknikken har de ikke helt styr på, men det er forhåbentlig heller ikke sidste gang vi har været der. Det var så lækkert, og hvis det stod til mig, tog vi derhen hver morgen for at få vores morgenmotion:)
tirsdag den 23. september 2008
tirsdag den 16. september 2008
Saa er jeg i Nigeria
Ankomst til Nigeria (Abuja):
Mandag den 18. august steg jeg på flyveren til Nigeria sammen med mit Reach Out hold, Pernille, Katrine, Søren (Kathrine), Maja F, Maja R og Janni. Desuden fulgtes vi med en pige ved navn Helle, hun er på alder med os og ansat i AIT (Afrika In Touch). Hun skulle dog kun være der i tre uger og er derfor allerede hjemme ved rugbrødet og det rindende vand. Flyveturen var helt fantastisk, især fra Amsterdam til Abuja, hvor vi virkelig fik et lækkert luksusfly. Da vi ankom til Abuja var det næsten mørkt, hvilket det jo bliver rimelig tidligt hernede. Pludselig, da vi stod i kø til bagagen, hørte vi nogle stemmer råbe "Hey, Reach Out 7" – og dér bag et slags hegn på etagen over os, stod en mand ved navn Steve og en kvinde med navnet UK og var klar til at tage imod os. Vi blev modtaget med knus og fik læsset vores 16 kæmpe kufferter ind i vores højelskede bus, og kunne ånde lettet ud over, at vi var vel ankommet. Janni var den eneste uheldige – hendes ene taske var gået lidt op og derfor var hendes regntøj og glattejern faldet ud. Det kunne selvfølgelig have været værre, men surt er det i hvert fald! (Også for mig – jeg skulle dele glattejern med Janni, og nu kan jeg ikke få glattet mit hår i 3 måneder, WOW det bliver sundt :) )
Vi overnattede på et hotel i Abuja, hvor der intet vand var, og hvor vi skulle sove tre i samme seng, og morgenen efter kørte vi mod Jos, mod vores hjem Vila Papito. Turen var fuld at utrolig mange spændende indtryk. Trafikken er en utrolig væsentlig ting at nævne - de kører som hul i hovedet hernede, dytter af alt og alle og kører fuldstændig som det passer dem. Først i den ene side, næst i den anden. Hver dag er jeg sikker på vi ryger ind i et uheld, men mon ikke vores chauffør, Monday, har styr på det. Tiden fløj af sted fordi vi konstant var opslugt af nye, sjove, undrende og helt anderledes indtryk. Desværre flyder der med skrald hernede. Det er helt ufatteligt, men det ligger bare i store mængder over hele landet. Ærgerligt! Men heldigvis fokuserede vi efterhånden mere på de overfyldte gader, de mange mænd og kvinder med tøj, høns, æg, bananer eller nødder på hovedet. Efter ca. 4 timer landede vi ved Vila Papito og de 7 nigerianske piger samt værtsparret tog imod os med knus og kram. Wow, det var simpelthen helt vildt. Pludselig var vi det sted vi skulle være i 3 måneder. Alt var nyt og anderledes, vejret blev endda hurtig et chok, for der var faktisk ret koldt da det først blev sen eftermiddag/aften.
Aftenen efter vi var ankommet, holdte vi en Welcome Dinner for nigerianernes familie samt nogle venner. Desuden kom det danske band Safran og besøgte os og gav et indslag. Vi brugte dagen på at pynte op og lave mad, og så fik vi flyttet alting udenfor, hvor vi tilbragte aftenen. Der var en masse "taler" både fra folkene fra AYPAD og nogle forældre. Der blev opført lidt dans, hvilket jeg gerne vil understrege, de går utrolig højt op i hernede. Lige meget hvor man er, og hvad man laver skal der altid danses til. Det er utrolig underholdende og vi har allerede haft meget sjov med det.
Torsdag den 21. august tog vi rundt for at besøge de arbejdspladser vi nu arbejder på. Vi besøgte Aisha, et spædbørnehjem, Gidan Bege, et hjem for gadedrenge i alderen 6-16 år, Bezer Home, et sted for HIV/Aidsramte og andre former for udstødte kvinder samt deres børn, hvor deres arbejde går ud på at være kreative – og hold op nogle smukke ting de kan lave. Det forfærdelige er bare, at de ikke kan sælge det, altså netop fordi de har Aids(men vi har allerede støttet dem lidt:). Vi så også et børnehjem med navnet Zawan – det er koblet lidt sammen med et hospital, men ind til videre er det kun selve børnehjemmet vi arbejder på. Som det sidste besøgte vi Transition House, et sted for ældre gadedrenge. Det er et sted vi alle sammen skal besøge én eftermiddag om ugen, så det er ikke en del af arbejdspladserne. Desværre mangler vi stadig at se et handicaphjem, et par skoler og hospitaler – i de fleste tilfælde fordi der har været ferie, men det er også grunden til at vi endnu ikke har valgt permanent, hvor vi vil arbejde. Vi har været her i en måned, så snart skulle det kunne lade sig gøre at besøge resten af stederne og derefter vælge. Indtil videre arbejder jeg på Zawan og Aisha. Sidst nævnte er jeg rigtig glad for, fordi jeg bare kan mærke den forskel vi gør når vi kommer, og vi gider skifte deres våde bleer, tage dem kærligt op i armene og lade dem få lidt frisk luft udenfor. Jeg ved ikke om jeg vil blive der, da det måske kan blive lidt ensformigt i 3 måneder, men det er i hvert fald de sødeste og mest fantastiske små babyer de har der. Dem kan man hurtigt få et forhold til.
Til tider er det også ret hårdt, fordi de selvfølgelig ikke behandler børnene helt som vi ville gøre. Man kan virkelig blive udsat for lidt af hvert. Anden dag vi var der, finder vi en af de større babyer der lugter langt væk. Han bærer en buksedragt, og vi kan hurtigt se han er ret våd. Han skriger, men vi får tøjet af ham, og det viser sig, at han – undskyld udtrykket – men er smurt ind i lort. Det er hele vejen ned til fødderne, og meget af det er gammelt og indtørret. Det var simpelthen forfærdeligt. Med to hold hænder forsøgte vi at få ham rengjort og vasket, men han græd og skreg så meget at han samtidig kastede op ud over det hele. Hold op en dag!
The Village:
Første weekend i Nigeria! Vi får at vide vi skal overnatte i en landsby langt fra, hvor vi bor, og at det danske band Safran også skal være der. Mere ved vi egentlig ikke, men vi pakker en ganske lille taske, finder liggeunderlag, moskitonet og dyner frem og kører af sted. Og det var virkelig landsby, kan jeg love jer for. Hold op, hvor var det langt ude i ingenting. Vi blev modtaget med – igen – masser af dans og musik, det var så fascinerende. Et hel team af dansende, fløjtende og syngende mænd gik helt amok og lavede den vildeste dans. De dansede hele vejen op på en kæmpe bakke – nærmest et bjerg, hvor vi pænt fulgte efter. Og hold op for en flot udsigt da vi endelig kom op. Der var bare ren natur i miles omkreds, men det var virkelig virkelig også enormt øde. Det undrer mig stadig, hvordan de får fat i mad derude, men det er nok heller ikke noget de gør så meget i ;)
Heroppe på toppen nød vi en masse små koncerter om aftenen. Igen: dans og musik – det kan de aldrig få for meget af hernede. Det var også en super oplevelse, og så snart et band har indtaget scenen, "er dansegulvet fyldt." Alle rejser sig, danser vildt og klapper. Det var virkelig lidt af et eventyr at sidde der midt i ingenting og samtidig bare opleve den super fede stemning – for det var det virkelig. Stemningen omkring toilettet var lidt noget andet. Her kunne vi vælge mellem at tisse på et gulv og håbe det løb ud af røret eller at tisse(eller det der er større) i et firkantet hul inde i et lille "rum," hvortil man kun kunne lukke døren udefra. Sikke en stank der hurtig fik bredt sig – men man tager vel ikke til Afrika uden at "prøve at skide i et hul." Stedet, hvor vi skulle sove vakte også flere forskellige reaktioner. Det var godt nok i et overdækket "hus" (kan man slet ikke kalde det, men nærmere bare "overdækket sted.") men der var ikke noget gulv. Det var en mellemting mellem grus og jord. Vi havde jo kun vores ganske små tynde liggeunderlag med (andet kunne vi jo ikke have i kufferten) så vi blev utrolig lykkelige da vi så nogle rigtige madrasser. Der var ikke mange, så det betød vi skulle sove tæt, men det var også fint for det var så utrolig koldt. Jeg endte også med at blive snotforkølet, og var det i en uge efter.
Kirke!
Første søndag, første kirkebesøg. Vi skulle køre direkte fra landsbyen til kirken og derfor kom vi for sent. Men alt hernede er "Nigerian Time" så det betød vist ikke så meget. Alt i alt varede gudstjenesten næsten 4½ time, men vi var der vist "kun" i lidt over 3½, men TAK! Det var også rigeligt. Det var en super god oplevelse, og det var så langt fra det man kunne forestille sig i DK. Der var igen dans og masser af sang, levende band og en slags drama. Det var kanon godt. Men da der skulle prædikes fik jeg for meget. En stor mama trådte frem og snakkede i næsten 1½ time. Nej, hun snakkede ikke, hun SKREG! Jeg fortrød så meget jeg ikke havde taget mine ørepropper på, for det var virkelig uudholdeligt. Hver gang de siger Halleluja hernede, skal menigheden svare med "Amen" og hun sagde det KONSTANT! Ydermere var hun aldrig tilfreds med vores svar, så næsten hver gang tilføjede hun lige "I SAID HALLELUJA" og vi måtte igen skråle "Amen." Jamen jamen jamen! Men alt det dans, sang og åbenhed bliver jeg nu alligevel tiltrukket af – så kan man godt tillade sig at kalde den danske folkekirke halvkedelig.
Medical Outreach.
Hver onsdag kan vi vælge at tage med en sygeplejerske ud i et muslimsk slumkvarter. Her kommer hun for at måle blodtryk, tage blodprøver og i det hele taget se på dem, der har brug for hjælp. Det var bare et forfærdeligt syn, begge gange. Men da det kun er de færreste af os der har erfaringer med sådan noget, har vi svært ved at give en hjælpende hånd. Men i stedet bliver vi en stor glæde for de hundredvis af børn der render rundt. Når de ser en hvid, bliver de helt vilde og vil utrolig gerne røre os. Vi legede nogle lege med dem, og de havde det så sjovt. Især da vi fandt kameraerne frem blev vi populære. De elsker at få taget billede, og du kan ikke tage et billede uden bagefter at blive overfaldet af dem, fordi de vil se dem selv i kameraet. Sådan nogle ting er de jo ikke helt vant til. Bare den oplevelse var også helt vild at prøve. Jeg præsterede endda at filme et enkelt minut, hvor jeg nærmest ikke kunne komme "fri" fra påtrængende børn. Selve stederne hvor de bor er bare forfærdelige. Jeg forstår nærmest ikke, hvordan det kan lade sig gøre at overleve der. No wonder de er syge! Lige meget hvad, tror jeg det er en utrolig sund ting at opleve, for man lærer virkelig at savne og ikke mindst sætte pris på det man har I kære lille Danmark.
Torsdage hjemme i Villa Papito.
Torsdage bruger vi hjemme i villaen og tager ikke på arbejde. Vi står op og gør hele hytten ren. Her kommer man virkelig til at savne nogle ordentlige klude og en dejlig støvsuger, for det er langt fra hvad de har her. Desuden bruger de ikke varmt vand til at gøre rent i, nej koldt er fint for dem. Ja, bare på sådan et punkt er der simpelthen så stor forskel fra hvad vi er vant til, men det er jo netop det vi er kommet for at prøve. Efter rengøringen er der DANSK SNOBRØD ude i den lille "have." Chris, vores værtsfar, steger lidt kød og Eunice, vores værtsmor, laver en god dej, og så hygger vi os ellers i det gode vejr. Skønt. Desuden bruger vi torsdagen på tøjvaskning. Det er i hvert fald også ret så besværligt, for først skal vandet hentes i brønden, derefter skal det jo koges og så er det ellers i gang i hånden. Det giver et par vabler, men det er nu meget hyggeligt. Især fordi det indtil videre kun har været super vejr på vores torsdage.
I kirke med – og på besøg hos min partner, Nanko.
2. søndag skulle vi bruge sammen med vores partner. Min er 28 og hedder Nanko. Vi tog med dem i de kirker de er vant til at komme i – der skal lige siges, at religionen betyder alt for nigerianere. De har et meget mere åbent forhold til det end normale danskere, og de ligger ikke skjul på noget. Til tider går det næsten hen og bliver "overdrevet." Inden de starter bilen beder de om, om de må få en sikker tur, men de fleste lader alligevel være med at tage sikkerhedsselen på. Kirken denne gang var meget mere mig. Der var gang i den, og vi brugte lang tid på Offering – en slags offergaver, hvor man giver en lille sum penge. Og så tog det heldigvis kun 2 timer, så det var til at holde ud. Men varmen derinde og lugten af sved var noget andet. Hold op, hvor var det lummert. Men det var en super oplevelse – især dét at prøve, at være den eneste hvide overhovedet i en stor kirke. Jeg lyste jo op, og både børn og voksne drejede deres hoveder og kiggede efter mig. Efter kirken gik vi gennem – ja, hvad skal man kalde det, et meget meget beskidt og stenet område, for at komme hjem til min partner. Hendes far har 3 koner og alle bor i samme hus, så jeg fik mødt lidt forskellige mennesker. Især 3 af hendes brødre brugte vi masser af tid sammen med, og det var i hvert fald nogle kloge hoveder jeg sad med, og de fandt hurtig ud af at geografi og matematik ikke var min stærke side. Det var en hel vild oplevelse at komme tæt på kulturen igennem familien osv. Bare dét at se, hvordan hendes hjem ser ud var noget helt specielt. Så er Vila Papito luksus.
Jeg vil gerne lige lave en update, som jeg af gode grunde ikke kan give nogen overskrift: Uh, det begynder at kræve armmuskler at leve her, for vores brønd er simpelthen blevet så dyb, jeg aldrig havde forestillet mig det kunne blive så vildt. Vores værtspar begynder så småt at snakke om, at vi kommer til at opleve vand fra hanen, men det er næsten for godt til at være sandt, og så er der jo "nigerian time" vi må huske.
Vores hverdage begynder at blive mere og mere "hverdage," men hver dag indbyder dog stadig til nye indtryk: Man kører hen af vejen, som virkelig giver anledning til hovedpine og maveproblemer hvis man skal tisse, fordi der er bumper og huller over det hele. Man kigger ud af vinduet, ser en blind kvinde, der føres af sin unge søn eller en mand, der – med hjælp fra sine hænder - ruller af sted på et slags skateboard fordi han ingen ben har. Dernæst må man bremse hårdt op, fordi et mylder af choppere (en form for taxa knallerter) kører direkte ud foran os, eller fordi en ko har valgt at passere vejen. Indtryk, indtryk, indtryk!
Lørdag d. 6. september tog vi på hiking. Bag en af arbejdspladserne ligger der et rigtig smukt og stort område, med masser af bakker, sten og klipper, som vi måtte bestige for at nå op på toppen. Det tog noget tid og gav nogle skrammer og hudafskrabninger, men det var skønt at komme ud i den smukke natur og endelig røre sig lidt. Det var simpelthen det smukkeste syn, ikke mindst da vi nåede toppen (hvor min højdeskræk også kom lidt på prøve.) Desværre så vi ingen aber, men sandsynligheden var heller ikke så stor fordi der til gengæld vrimlede med bjerggeder og deslige. Sørgeligt nok forstår de virkelig at ødelægge naturen med skrald. Om man kører inde i Jos eller man kravler ude i klipperne ligger der bunker af skrald over alt. ØV, hvor er det ærgerligt. Vores lille tur startede med en lille bitte udfordring, hvor vi skulle krydse en lille flod. De fleste nigerianere smøgede ærmer og bukseben op og vadede ellers bare over (og blev meget våde.) Men hjemmefra blev vi danskere jo advaret om de orme, som er i alle former for søer hernede, og som kan gøre os meget syge, så vi fik i stedet organiseret nogle sten i vandet og kom så over (med lidt hjælp fra vores chauffør, Monday.) – Og ja, Søren (Kathrine) forsøgte at springe over, men den gik ikke, så hun røg halvt i vandet og havde hudafskrabninger og problemer med knæet en uge efter.
På turen hjem fra hiking rundede vi et sted de kalder for Abbatoir, og hvis I spørger mig, vil jeg blot beskrive det som "kæmpe kødmarked." Puha dada! Det er en tand for ulækkert. Her slagter de køer, geder, kameler osv. og det er bestemt ikke et lækkert syn. Vi så utallige biler komme kørende ind med de fedeste tyre og køer på laddet, og rundt omkring lå der tyrehoveder, knogler og skeletter. Jeg gad godt vide hvor længe dét kød har ligget ude i solen.
Jeg kan nu prale med, at jeg kan lave et super slimy nigeriansk måltid. Sovsen består af alt godt fra gemmerne. Selv fisk og bøf blandet de i retten, og så har de nogle særlige grøntsager samt noget pulver, der gør det ekstremt slimy. Dertil hørte der en slags hvedeklumper til, som ikke just er danskernes favorit, men det var super sjovt at lave, for det var en helt helt speciel måde at gøre det på.
Sidste mandag på Transition House var blot endnu bedre end første gang. De mindre drenge kan have svært ved at koncentrere sig, men vi fik lidt historier. En dreng ved navn Ibrahim havde en rørende historie, hvor han fortalte hans far for nogle år siden befalede ham at blive muslim, dette ønskede han på ingen måde, og derfor løb han som 10-årig hjemmefra sammen med sin lillesøster (han er 15 nu.) Moderen døde inden han løb hjemmefra. Han endte hos sin onkel, som på en eller anden måde blev bildt ind, at Ibrahim ville dræbe ham(hvilket selvfølgelig var løgn), og derfor forsøgte han i stedet at dræbe Ibrahim ved at sætte ild til ham, men hans lillesøster redede ham ved at hælde vand over ham. Tegnene var tydelig, for brandmærkerne var så tydelige, hans mund kunne næsten ikke lukkes fordi det nederste hang sammen med hagen. Forfærdeligt syn, og hvor er det synd for den stakkels dreng.
Men denne mandag (den 15. sept.) var super. Jeg startede med at spille lidt for-sjov-basket med nogle af de mindre drenge. Vi skød lidt til hinanden og brugte kun en halv bane. Men pludselig indtog de store (virkelig store!) drenge banen, og så skal jeg love jer for det blev seriøst. Hvis der er nogle, der kan spille fodbold og basket så er det dem. Jeg spillede sammen med dem i over en time, og hold op hvor var det sjovt. De fleste af dem er tårnhøje, og man kan på ingen måde følge med dem, når de først har fået fat i bolden. De er så dygtige, men de tager virkelig også enhver form for sport meget seriøst. Ja, det er næsten skræmmende ind i mellem, men vi havde det utrolig sjovt – også selvom jeg ikke kunne score.
Kugya ministry: Onsdag den 10. september var vi med Gidan Bege-holdet ude i et kvarter, hvor gadedrengene ofte kommer fra. Det er i det hele taget bare hjemløse og ludfattige mænd og kvinder, som holder til der. Og hold op hvor så det ud, der var så ulækkert og beskidt overalt, og der var jo ikke det ,der mindede om huse. I flere små rum sad en flok af unge og gamle og slugte diverse alkoholiske drikke og røg sig forfærdelig skæve. Vores opgave var at dele små "foldere" ud, hvorpå der stod nogle bibelvers eller i det hele taget et kristent budskab. Det var helt utroligt at opleve, og jeg er rigtig glad for jeg tog med, men om jeg vil gøre det igen ved jeg ikke.
Alt i alt er jeg super glad for at være her. Jeg oplever en masse spændende ting, store og små. Men der vil altid være nogle ting, som jeg aldrig får vænnet mig til.
Mandag den 18. august steg jeg på flyveren til Nigeria sammen med mit Reach Out hold, Pernille, Katrine, Søren (Kathrine), Maja F, Maja R og Janni. Desuden fulgtes vi med en pige ved navn Helle, hun er på alder med os og ansat i AIT (Afrika In Touch). Hun skulle dog kun være der i tre uger og er derfor allerede hjemme ved rugbrødet og det rindende vand. Flyveturen var helt fantastisk, især fra Amsterdam til Abuja, hvor vi virkelig fik et lækkert luksusfly. Da vi ankom til Abuja var det næsten mørkt, hvilket det jo bliver rimelig tidligt hernede. Pludselig, da vi stod i kø til bagagen, hørte vi nogle stemmer råbe "Hey, Reach Out 7" – og dér bag et slags hegn på etagen over os, stod en mand ved navn Steve og en kvinde med navnet UK og var klar til at tage imod os. Vi blev modtaget med knus og fik læsset vores 16 kæmpe kufferter ind i vores højelskede bus, og kunne ånde lettet ud over, at vi var vel ankommet. Janni var den eneste uheldige – hendes ene taske var gået lidt op og derfor var hendes regntøj og glattejern faldet ud. Det kunne selvfølgelig have været værre, men surt er det i hvert fald! (Også for mig – jeg skulle dele glattejern med Janni, og nu kan jeg ikke få glattet mit hår i 3 måneder, WOW det bliver sundt :) )
Vi overnattede på et hotel i Abuja, hvor der intet vand var, og hvor vi skulle sove tre i samme seng, og morgenen efter kørte vi mod Jos, mod vores hjem Vila Papito. Turen var fuld at utrolig mange spændende indtryk. Trafikken er en utrolig væsentlig ting at nævne - de kører som hul i hovedet hernede, dytter af alt og alle og kører fuldstændig som det passer dem. Først i den ene side, næst i den anden. Hver dag er jeg sikker på vi ryger ind i et uheld, men mon ikke vores chauffør, Monday, har styr på det. Tiden fløj af sted fordi vi konstant var opslugt af nye, sjove, undrende og helt anderledes indtryk. Desværre flyder der med skrald hernede. Det er helt ufatteligt, men det ligger bare i store mængder over hele landet. Ærgerligt! Men heldigvis fokuserede vi efterhånden mere på de overfyldte gader, de mange mænd og kvinder med tøj, høns, æg, bananer eller nødder på hovedet. Efter ca. 4 timer landede vi ved Vila Papito og de 7 nigerianske piger samt værtsparret tog imod os med knus og kram. Wow, det var simpelthen helt vildt. Pludselig var vi det sted vi skulle være i 3 måneder. Alt var nyt og anderledes, vejret blev endda hurtig et chok, for der var faktisk ret koldt da det først blev sen eftermiddag/aften.
Aftenen efter vi var ankommet, holdte vi en Welcome Dinner for nigerianernes familie samt nogle venner. Desuden kom det danske band Safran og besøgte os og gav et indslag. Vi brugte dagen på at pynte op og lave mad, og så fik vi flyttet alting udenfor, hvor vi tilbragte aftenen. Der var en masse "taler" både fra folkene fra AYPAD og nogle forældre. Der blev opført lidt dans, hvilket jeg gerne vil understrege, de går utrolig højt op i hernede. Lige meget hvor man er, og hvad man laver skal der altid danses til. Det er utrolig underholdende og vi har allerede haft meget sjov med det.
Torsdag den 21. august tog vi rundt for at besøge de arbejdspladser vi nu arbejder på. Vi besøgte Aisha, et spædbørnehjem, Gidan Bege, et hjem for gadedrenge i alderen 6-16 år, Bezer Home, et sted for HIV/Aidsramte og andre former for udstødte kvinder samt deres børn, hvor deres arbejde går ud på at være kreative – og hold op nogle smukke ting de kan lave. Det forfærdelige er bare, at de ikke kan sælge det, altså netop fordi de har Aids(men vi har allerede støttet dem lidt:). Vi så også et børnehjem med navnet Zawan – det er koblet lidt sammen med et hospital, men ind til videre er det kun selve børnehjemmet vi arbejder på. Som det sidste besøgte vi Transition House, et sted for ældre gadedrenge. Det er et sted vi alle sammen skal besøge én eftermiddag om ugen, så det er ikke en del af arbejdspladserne. Desværre mangler vi stadig at se et handicaphjem, et par skoler og hospitaler – i de fleste tilfælde fordi der har været ferie, men det er også grunden til at vi endnu ikke har valgt permanent, hvor vi vil arbejde. Vi har været her i en måned, så snart skulle det kunne lade sig gøre at besøge resten af stederne og derefter vælge. Indtil videre arbejder jeg på Zawan og Aisha. Sidst nævnte er jeg rigtig glad for, fordi jeg bare kan mærke den forskel vi gør når vi kommer, og vi gider skifte deres våde bleer, tage dem kærligt op i armene og lade dem få lidt frisk luft udenfor. Jeg ved ikke om jeg vil blive der, da det måske kan blive lidt ensformigt i 3 måneder, men det er i hvert fald de sødeste og mest fantastiske små babyer de har der. Dem kan man hurtigt få et forhold til.
Til tider er det også ret hårdt, fordi de selvfølgelig ikke behandler børnene helt som vi ville gøre. Man kan virkelig blive udsat for lidt af hvert. Anden dag vi var der, finder vi en af de større babyer der lugter langt væk. Han bærer en buksedragt, og vi kan hurtigt se han er ret våd. Han skriger, men vi får tøjet af ham, og det viser sig, at han – undskyld udtrykket – men er smurt ind i lort. Det er hele vejen ned til fødderne, og meget af det er gammelt og indtørret. Det var simpelthen forfærdeligt. Med to hold hænder forsøgte vi at få ham rengjort og vasket, men han græd og skreg så meget at han samtidig kastede op ud over det hele. Hold op en dag!
The Village:
Første weekend i Nigeria! Vi får at vide vi skal overnatte i en landsby langt fra, hvor vi bor, og at det danske band Safran også skal være der. Mere ved vi egentlig ikke, men vi pakker en ganske lille taske, finder liggeunderlag, moskitonet og dyner frem og kører af sted. Og det var virkelig landsby, kan jeg love jer for. Hold op, hvor var det langt ude i ingenting. Vi blev modtaget med – igen – masser af dans og musik, det var så fascinerende. Et hel team af dansende, fløjtende og syngende mænd gik helt amok og lavede den vildeste dans. De dansede hele vejen op på en kæmpe bakke – nærmest et bjerg, hvor vi pænt fulgte efter. Og hold op for en flot udsigt da vi endelig kom op. Der var bare ren natur i miles omkreds, men det var virkelig virkelig også enormt øde. Det undrer mig stadig, hvordan de får fat i mad derude, men det er nok heller ikke noget de gør så meget i ;)
Heroppe på toppen nød vi en masse små koncerter om aftenen. Igen: dans og musik – det kan de aldrig få for meget af hernede. Det var også en super oplevelse, og så snart et band har indtaget scenen, "er dansegulvet fyldt." Alle rejser sig, danser vildt og klapper. Det var virkelig lidt af et eventyr at sidde der midt i ingenting og samtidig bare opleve den super fede stemning – for det var det virkelig. Stemningen omkring toilettet var lidt noget andet. Her kunne vi vælge mellem at tisse på et gulv og håbe det løb ud af røret eller at tisse(eller det der er større) i et firkantet hul inde i et lille "rum," hvortil man kun kunne lukke døren udefra. Sikke en stank der hurtig fik bredt sig – men man tager vel ikke til Afrika uden at "prøve at skide i et hul." Stedet, hvor vi skulle sove vakte også flere forskellige reaktioner. Det var godt nok i et overdækket "hus" (kan man slet ikke kalde det, men nærmere bare "overdækket sted.") men der var ikke noget gulv. Det var en mellemting mellem grus og jord. Vi havde jo kun vores ganske små tynde liggeunderlag med (andet kunne vi jo ikke have i kufferten) så vi blev utrolig lykkelige da vi så nogle rigtige madrasser. Der var ikke mange, så det betød vi skulle sove tæt, men det var også fint for det var så utrolig koldt. Jeg endte også med at blive snotforkølet, og var det i en uge efter.
Kirke!
Første søndag, første kirkebesøg. Vi skulle køre direkte fra landsbyen til kirken og derfor kom vi for sent. Men alt hernede er "Nigerian Time" så det betød vist ikke så meget. Alt i alt varede gudstjenesten næsten 4½ time, men vi var der vist "kun" i lidt over 3½, men TAK! Det var også rigeligt. Det var en super god oplevelse, og det var så langt fra det man kunne forestille sig i DK. Der var igen dans og masser af sang, levende band og en slags drama. Det var kanon godt. Men da der skulle prædikes fik jeg for meget. En stor mama trådte frem og snakkede i næsten 1½ time. Nej, hun snakkede ikke, hun SKREG! Jeg fortrød så meget jeg ikke havde taget mine ørepropper på, for det var virkelig uudholdeligt. Hver gang de siger Halleluja hernede, skal menigheden svare med "Amen" og hun sagde det KONSTANT! Ydermere var hun aldrig tilfreds med vores svar, så næsten hver gang tilføjede hun lige "I SAID HALLELUJA" og vi måtte igen skråle "Amen." Jamen jamen jamen! Men alt det dans, sang og åbenhed bliver jeg nu alligevel tiltrukket af – så kan man godt tillade sig at kalde den danske folkekirke halvkedelig.
Medical Outreach.
Hver onsdag kan vi vælge at tage med en sygeplejerske ud i et muslimsk slumkvarter. Her kommer hun for at måle blodtryk, tage blodprøver og i det hele taget se på dem, der har brug for hjælp. Det var bare et forfærdeligt syn, begge gange. Men da det kun er de færreste af os der har erfaringer med sådan noget, har vi svært ved at give en hjælpende hånd. Men i stedet bliver vi en stor glæde for de hundredvis af børn der render rundt. Når de ser en hvid, bliver de helt vilde og vil utrolig gerne røre os. Vi legede nogle lege med dem, og de havde det så sjovt. Især da vi fandt kameraerne frem blev vi populære. De elsker at få taget billede, og du kan ikke tage et billede uden bagefter at blive overfaldet af dem, fordi de vil se dem selv i kameraet. Sådan nogle ting er de jo ikke helt vant til. Bare den oplevelse var også helt vild at prøve. Jeg præsterede endda at filme et enkelt minut, hvor jeg nærmest ikke kunne komme "fri" fra påtrængende børn. Selve stederne hvor de bor er bare forfærdelige. Jeg forstår nærmest ikke, hvordan det kan lade sig gøre at overleve der. No wonder de er syge! Lige meget hvad, tror jeg det er en utrolig sund ting at opleve, for man lærer virkelig at savne og ikke mindst sætte pris på det man har I kære lille Danmark.
Torsdage hjemme i Villa Papito.
Torsdage bruger vi hjemme i villaen og tager ikke på arbejde. Vi står op og gør hele hytten ren. Her kommer man virkelig til at savne nogle ordentlige klude og en dejlig støvsuger, for det er langt fra hvad de har her. Desuden bruger de ikke varmt vand til at gøre rent i, nej koldt er fint for dem. Ja, bare på sådan et punkt er der simpelthen så stor forskel fra hvad vi er vant til, men det er jo netop det vi er kommet for at prøve. Efter rengøringen er der DANSK SNOBRØD ude i den lille "have." Chris, vores værtsfar, steger lidt kød og Eunice, vores værtsmor, laver en god dej, og så hygger vi os ellers i det gode vejr. Skønt. Desuden bruger vi torsdagen på tøjvaskning. Det er i hvert fald også ret så besværligt, for først skal vandet hentes i brønden, derefter skal det jo koges og så er det ellers i gang i hånden. Det giver et par vabler, men det er nu meget hyggeligt. Især fordi det indtil videre kun har været super vejr på vores torsdage.
I kirke med – og på besøg hos min partner, Nanko.
2. søndag skulle vi bruge sammen med vores partner. Min er 28 og hedder Nanko. Vi tog med dem i de kirker de er vant til at komme i – der skal lige siges, at religionen betyder alt for nigerianere. De har et meget mere åbent forhold til det end normale danskere, og de ligger ikke skjul på noget. Til tider går det næsten hen og bliver "overdrevet." Inden de starter bilen beder de om, om de må få en sikker tur, men de fleste lader alligevel være med at tage sikkerhedsselen på. Kirken denne gang var meget mere mig. Der var gang i den, og vi brugte lang tid på Offering – en slags offergaver, hvor man giver en lille sum penge. Og så tog det heldigvis kun 2 timer, så det var til at holde ud. Men varmen derinde og lugten af sved var noget andet. Hold op, hvor var det lummert. Men det var en super oplevelse – især dét at prøve, at være den eneste hvide overhovedet i en stor kirke. Jeg lyste jo op, og både børn og voksne drejede deres hoveder og kiggede efter mig. Efter kirken gik vi gennem – ja, hvad skal man kalde det, et meget meget beskidt og stenet område, for at komme hjem til min partner. Hendes far har 3 koner og alle bor i samme hus, så jeg fik mødt lidt forskellige mennesker. Især 3 af hendes brødre brugte vi masser af tid sammen med, og det var i hvert fald nogle kloge hoveder jeg sad med, og de fandt hurtig ud af at geografi og matematik ikke var min stærke side. Det var en hel vild oplevelse at komme tæt på kulturen igennem familien osv. Bare dét at se, hvordan hendes hjem ser ud var noget helt specielt. Så er Vila Papito luksus.
Jeg vil gerne lige lave en update, som jeg af gode grunde ikke kan give nogen overskrift: Uh, det begynder at kræve armmuskler at leve her, for vores brønd er simpelthen blevet så dyb, jeg aldrig havde forestillet mig det kunne blive så vildt. Vores værtspar begynder så småt at snakke om, at vi kommer til at opleve vand fra hanen, men det er næsten for godt til at være sandt, og så er der jo "nigerian time" vi må huske.
Vores hverdage begynder at blive mere og mere "hverdage," men hver dag indbyder dog stadig til nye indtryk: Man kører hen af vejen, som virkelig giver anledning til hovedpine og maveproblemer hvis man skal tisse, fordi der er bumper og huller over det hele. Man kigger ud af vinduet, ser en blind kvinde, der føres af sin unge søn eller en mand, der – med hjælp fra sine hænder - ruller af sted på et slags skateboard fordi han ingen ben har. Dernæst må man bremse hårdt op, fordi et mylder af choppere (en form for taxa knallerter) kører direkte ud foran os, eller fordi en ko har valgt at passere vejen. Indtryk, indtryk, indtryk!
Lørdag d. 6. september tog vi på hiking. Bag en af arbejdspladserne ligger der et rigtig smukt og stort område, med masser af bakker, sten og klipper, som vi måtte bestige for at nå op på toppen. Det tog noget tid og gav nogle skrammer og hudafskrabninger, men det var skønt at komme ud i den smukke natur og endelig røre sig lidt. Det var simpelthen det smukkeste syn, ikke mindst da vi nåede toppen (hvor min højdeskræk også kom lidt på prøve.) Desværre så vi ingen aber, men sandsynligheden var heller ikke så stor fordi der til gengæld vrimlede med bjerggeder og deslige. Sørgeligt nok forstår de virkelig at ødelægge naturen med skrald. Om man kører inde i Jos eller man kravler ude i klipperne ligger der bunker af skrald over alt. ØV, hvor er det ærgerligt. Vores lille tur startede med en lille bitte udfordring, hvor vi skulle krydse en lille flod. De fleste nigerianere smøgede ærmer og bukseben op og vadede ellers bare over (og blev meget våde.) Men hjemmefra blev vi danskere jo advaret om de orme, som er i alle former for søer hernede, og som kan gøre os meget syge, så vi fik i stedet organiseret nogle sten i vandet og kom så over (med lidt hjælp fra vores chauffør, Monday.) – Og ja, Søren (Kathrine) forsøgte at springe over, men den gik ikke, så hun røg halvt i vandet og havde hudafskrabninger og problemer med knæet en uge efter.
På turen hjem fra hiking rundede vi et sted de kalder for Abbatoir, og hvis I spørger mig, vil jeg blot beskrive det som "kæmpe kødmarked." Puha dada! Det er en tand for ulækkert. Her slagter de køer, geder, kameler osv. og det er bestemt ikke et lækkert syn. Vi så utallige biler komme kørende ind med de fedeste tyre og køer på laddet, og rundt omkring lå der tyrehoveder, knogler og skeletter. Jeg gad godt vide hvor længe dét kød har ligget ude i solen.
Jeg kan nu prale med, at jeg kan lave et super slimy nigeriansk måltid. Sovsen består af alt godt fra gemmerne. Selv fisk og bøf blandet de i retten, og så har de nogle særlige grøntsager samt noget pulver, der gør det ekstremt slimy. Dertil hørte der en slags hvedeklumper til, som ikke just er danskernes favorit, men det var super sjovt at lave, for det var en helt helt speciel måde at gøre det på.
Sidste mandag på Transition House var blot endnu bedre end første gang. De mindre drenge kan have svært ved at koncentrere sig, men vi fik lidt historier. En dreng ved navn Ibrahim havde en rørende historie, hvor han fortalte hans far for nogle år siden befalede ham at blive muslim, dette ønskede han på ingen måde, og derfor løb han som 10-årig hjemmefra sammen med sin lillesøster (han er 15 nu.) Moderen døde inden han løb hjemmefra. Han endte hos sin onkel, som på en eller anden måde blev bildt ind, at Ibrahim ville dræbe ham(hvilket selvfølgelig var løgn), og derfor forsøgte han i stedet at dræbe Ibrahim ved at sætte ild til ham, men hans lillesøster redede ham ved at hælde vand over ham. Tegnene var tydelig, for brandmærkerne var så tydelige, hans mund kunne næsten ikke lukkes fordi det nederste hang sammen med hagen. Forfærdeligt syn, og hvor er det synd for den stakkels dreng.
Men denne mandag (den 15. sept.) var super. Jeg startede med at spille lidt for-sjov-basket med nogle af de mindre drenge. Vi skød lidt til hinanden og brugte kun en halv bane. Men pludselig indtog de store (virkelig store!) drenge banen, og så skal jeg love jer for det blev seriøst. Hvis der er nogle, der kan spille fodbold og basket så er det dem. Jeg spillede sammen med dem i over en time, og hold op hvor var det sjovt. De fleste af dem er tårnhøje, og man kan på ingen måde følge med dem, når de først har fået fat i bolden. De er så dygtige, men de tager virkelig også enhver form for sport meget seriøst. Ja, det er næsten skræmmende ind i mellem, men vi havde det utrolig sjovt – også selvom jeg ikke kunne score.
Kugya ministry: Onsdag den 10. september var vi med Gidan Bege-holdet ude i et kvarter, hvor gadedrengene ofte kommer fra. Det er i det hele taget bare hjemløse og ludfattige mænd og kvinder, som holder til der. Og hold op hvor så det ud, der var så ulækkert og beskidt overalt, og der var jo ikke det ,der mindede om huse. I flere små rum sad en flok af unge og gamle og slugte diverse alkoholiske drikke og røg sig forfærdelig skæve. Vores opgave var at dele små "foldere" ud, hvorpå der stod nogle bibelvers eller i det hele taget et kristent budskab. Det var helt utroligt at opleve, og jeg er rigtig glad for jeg tog med, men om jeg vil gøre det igen ved jeg ikke.
Alt i alt er jeg super glad for at være her. Jeg oplever en masse spændende ting, store og små. Men der vil altid være nogle ting, som jeg aldrig får vænnet mig til.
Abonner på:
Opslag (Atom)
