Farvel Nigeria

Nu er der kun 5 dage til vi forlader Nigeria og dets herlige mennesker. Alle nigerianerne og ikke mindst de 6 danske tøser som jeg har rejst med, skal have TAK for en uforglemmelig oplevelse. Det har været en fantastisk oplevelse, som jeg aldrig vil bytte med noget som helst – og som jeg kun kan opfordre andre til også at prøve, men nu glæder jeg mig også til at sætte benene på dansk jord, så: Vi ses DANMARK (og dets herlige mennesker:) )

Tidlig morgenbadning

Lørdag den 8. november stod Janni, Katrine og jeg op kl. 5.15, tog bikinien på og snuppede lidt morgenmad. På vej over for at hente Søren ovre i den anden lejlighed var det jo stadig mørkt og pludselig hører vi bare elefanternes brølen ude fra reservatet. Selve reservatet er 2244,10 km2 og ligger jo ret tæt på, hvor vi bor. Det var virkelig noget, som fik os til at stoppe og spærre øjnene op. Små indtryk kan bare være så store her i Afrika. Kl. 6.00 hoppede vi i Wikki Warm Spring, som kilden jo hedder, og vi fik næsten et helt chok, så varm var kilden. Luften var jo stadig meget kold, men vandet var så varmt som et dejligt brusebad, det var så lækkert – og disen lå bare som et tykt lag henover den. Mens vi lå der, i fuldstændig stilhed og flød rundt, hørte vi elefanterne en enkelt gang igen. Det var bare helt fantastisk. Efter vores badetur ville vi direkte på safari igen igen, bare os danskere. Endnu engang var det en fin safari, men uden ordentlig held – vi ville jo gerne have set elefanter, men det kom vi ikke til, så det var godt vi i det mindste hørte dem! Vi så ellers nogle helt friske elefantlorte, så guiden var ret overbevist om, at de var meget tæt på, men vi så dem aldrig. Ellers så vi de samme dyr; waterbuck, et hav af aber, krokodiller osv. Kun ét nyt dyr fremkom, og dette var en bushbuck. Det lyder nok ikke så bekendt, men jeg kunne kende den af samme grund som waterbucken – for denne hænger nemlig også hjemme på min fars jagtstue. Efter safarituren stod den igen på badning i den skønne kilde efterfulgt af lidt solbadning, hvilket dog var svært at holde ud pga. de føromtalte skrækkelige fluer. Kl. 12 pakkede vi vores sager og forlod Yankari. 4½ time efter var vi hjemme i Villa Papito – det har bare været helt fantastisk.

Safari

Fredag den 7. november stod vi op og tog alle sammen på safari. Sammen med en ”guide” og en chauffør kørte vi ud i reservatet (junglen, om du vil!) Vi blev fortalt, at dyrene jo lever frit og vildt, så det er altid ”a game of luck” om man ser nogle dyr – ja, vi vidste godt at chancerne var meget små. Det er jo ikke lige Nigeria man skal tage til, hvis man skal se en masse vilde dyr. På vores lille tur, som tog næsten to timer, så vi to waterbuck, præcis sådan nogle, som hænger hjemme på fars jagtstue, som han har skudt i Afrika, så de var da lidt genkendelige:) Desuden så vi to antiloper, en krokodille ved en flod, samt en gigantisk lizard (firben) - de kaldte den monitorlizard. Vi så også nogle aber, men eftersom vi jo boede et meget ”abebeboet” sted var det jo ikke helt så specielt, som vi ellers ville have syntes. Desværre så vi kun lort og fodspor fra løver og elefanter, men det var jo et godt tegn på, at de virkelig er der. Det var jo ikke det vilde vi så, men det var en ret fed følelse at sidde der i den store, åbne bil og bare være stille og holde godt øje. Vi holdte på et tidspunkt stille for at gå ned til en flod, hvor flodheste ofte holder til, men der kom desværre ingen til syne. Her på Yankari er der sådan nogle særlige fluer, ved ikke hvad de hedder, men de er lidt større end almindelige fluer og så bider de bare. Det gør ret ondt når de sætter sig på en, men hvis de også bider føles det næsten som en indsprøjtning. Især på safarien var de overalt, så når vi holdte stille var det uudholdeligt. Da vi kom hjem fra safari havde det andet værelse også haft besøg af aberne – også gennem vinduet. Heldigvis var det ikke svinet så meget til som det blev på vores værelse, da det denne gang kun var gået ud over havregryn, cornflakes og brød. Efter oprydningen gik vi alle ned til den varme kilde og badede, og det var bare skønt. Det er ikke til at forstå, hvordan den kan være så ren og varm og lækker – man kan drikke af den, hvis man har lyst. Kl. 15.45 tog vi danskere + Eunice på endnu en safari. Desværre så vi ikke nogle dyr som vi ikke havde set før, kun nogle forskellige fugle, men det var en rigtig fed tur. Guiden som vi havde med denne gang gik helt sikkert også op i det, jeg tror han virkelig ønskede for os, at vi skulle se nogle dyr, for de kørte i hvert fald en rute, som de ikke havde kørt i et helt år. Denne gang var det med solnedgang, så det gjorde ikke turen mindre smuk.

Yankari

Torsdag den 6. november stod vi op kl. 4.45 og kørte så af sted mod Yankari kl. 5.55 – ja helt utrolig, men vi kom simpelthen af sted 5 minutter før planlagt, det er aldrig sket hernede før. Det var skønt at køre mens det stadig var ret køligt. Kl. 12.30, altså 6½ time efter vi var taget af sted, ankom vi til dette fantastiske sted, som vi alle havde set frem til. Vi var ret sultne, vi havde jo spist tidligt morgenmad, men vi skulle – som altid i Nigeria – jo vente før der skete noget, så vi tog os et spil Partners i skyggen. Det hele endte med vi kunne få 3 værelser, hvor der i hver er 1 dobbeltseng, (og disse var endnu ikke rengjort, så det skulle vi også lige vente yderlige på.), og da kun Agnes, fra vores værelse, var villig til at sove på gulvet, klemte vi andre 5 os sammen i sengen, puha en dårlig nat – men meget hyggeligt var det da:) Men selve stedet der var bare helt fantastisk: Det er stort og flot, og de små lejligheder vi bor i er ret nye, så værelserne er bare rigtig fine, helt lyse med en pæn seng og flot sminkebord. Ydermere – og som det allerfedeste – rendte der aber og vortesvin rundt OVER DET HELE. Det var så vildt. Aberne hoppede oven på bilerne og vores tag, og de kom helt tæt på os. Det er ikke noget problem at røre dem, hvis man vil. Mange af dem rendte rundt med deres baby på ryggen, det var bare så sødt. Problemet var så bare, at de på ingen måde accepterer kvinder, så vi piger måtte ikke gå med mad udenfor, for så var der stor sandsynlighed for, de ville overfalde os. Nu gik det så sådan til, at vi medbragte vandmeloner og bananer. Når man bærer dem ind på værelserne, skal man passe meget på, at aberne ikke ser det, for hvis de gør, så vil de følge efter os hele vejen ind i vores rum. Jeg ved ikke om aberne så det, men mens vi havde været væk fra værelserne i et par timer, er der en eller flere aber, som har åbnet vores vinduer udefra (ja, de nye bygninger er flotte men meget upraktisk lavet – og det ved medarbejderne godt!) og kravlet ind på vores værelse. Da Janni og jeg er på vej op mod lejligheden mødte vi en mand som sagde ”You came with watermelon, right? – That’s the biggest mistake you’ve ever made. A monkey entered your room.” Janni og jeg skyndte os derop og ganske sandt: Aberne havde invaderet vores værelse, og de havde spist vores bananer og vandmeloner. De var jo kommet ind af vinduet, så gardinet var helt beskidt. Der var smadrede vandmeloner og bananrester ud over hele rummet, hele sengen samt tøj, dyne- og pudebetræk var fuldstændig indsmurt i banan, melon og abelort. Vi havde nogle meloner til at ligge ovenpå skabet og det havde de bestemt fundet ud af: Op af væggene og selvfølgelig også i hele sengen var der abefodspor og det, som var tilbage ovenpå skabet var to halve meloner. Det var BARE et vildt syn kan jeg fortælle jer, og det var selvfølgelig også ret surt at alt var beskidt, værelset lignede en svinesti, og at vi havde ikke mere frugt tilbage, men vi måtte godt nok også grine af det, det var nu ret sjovt. Så kan vist for alvor sige vi levede sammen med aberne. Fra nu af skulle vi være rigtig varsomme, når vi gik ud af døren, for aberne holdte virkelig øje med os, og på et tidspunkt nåede jeg også kun LIGE at smække døren i hovedet på aben, ellers havde den indtaget vores rum. Men det mest fantastiske, som vi selvfølgelig havde glædet os så meget til, var: WIKKI WARM SPRING. Her på Yankari var en ubeskrivelig fantastisk dejlig kilde, med det reneste klare, koralblå vand jeg nogen sinde har set og en temperatur på 31 grader. Da det jo er en kilde, er der en strøm, som man lige så stille kunne lade sig flyde med af, og ovenover os var der den mest frodige grønne natur, palmer og flotte træer, det var bare paradis.

Turen til Yola

Først på formiddagen, onsdag den 5. november, kørte vi til startens største by Yola. Her var vi først inde og besøge en skole: Remi Educational Foundation - School for Special Needs Children. Her går handicappede, døve og andre børn, som har svært ved at lære, men de går i klasse med ganske almindelige børn netop for, at de ikke skal føle sig anderledes og udstødt. Skolen var ekstrem flot – og stor – den flotteste vi har set her i Nigeria. Der var mange forskellige bygninger, fx også en bygning, hvor man blev undervist i at sy, i at bruge computer osv. Særligt tilegnet de elever, som har svært ved at gå i skole. Netop denne bygning var doneret af Y’s men fra DK, og på samme måde var nogle af de andre bygninger doneret af organisationer fra DK. Både bygningerne og selve området var som sagt rigtig fint – det var dejligt at se, synes jeg, når man nu ved, at det bl.a. er handicappede som går der. Det kunne jo ikke ligefrem sammenlignes med Modelschool som jeg har arbejdet på – den udstråler jo til gengæld virkelig fattigdom og mangler. Derefter kørte vi videre til ”Brønnum Lutheran Seminary” – et sted, ganske kort fortalt, hvor der uddannes præster, men samtidig var det også en slags efterskole for secondary school-elever. Men det specielle var, at det kun var de aller bedste elever, som gik der. Vi var inde på kontoret, hvor vi så pokaler og diplomer som eleverne har fået gennem tiden.

Fulanistammen

Efter frokost og en times afslapning, gik turen nu til endnu en ødemark, hvor vi skulle ud og hilse på en særlig stamme, de såkaldte Fulani. De er kendte for at leve af at drive kvæg. De fleste er analfabeter, for de går jo ikke i skole, når de ved de bare skal leve alle dage af at drive kvæg – ja man ser ofte helt unge børn som driver en flok køer. Andre kendetegn er, at de er mere markante i ansigtet og ofte har noget længere og mere brunt hår end almindelige nigerianere. Når en mand skal giftes med en dame, ser de ikke hinanden før den dag de skal giftes. Når de endelig bliver gift, kan der gå et år uden, at de snakker med hinanden, men de må godt have sammenleje, men så foregår det bare således, at manden kommer ind i kvindens hytte – de har jo en hver for sig – og så ordner de det, der nu skal ordnes, men uden at udveksle et eneste ord med hinanden. Når det er slut går manden bare ud igen, og sådan fortsætter de. De boede i helt små hytter, som jeg vil betegne som endnu vildere end lerhytter med stråtag. Dette var bare små ”knolde” af siv. Her boede en høvding med sine koner – de har næsten altid 2 eller 4 koner – som så har en ”hytte” hver, som altså er så lille, at man ikke kan stå oprejst – vi prøvede selv. I et par andre hytter bor børnene og i den største (som stadig er lille, men her kan man dog stå oprejst) bor manden/høvdingen. Der var også en lille hytte, som var deres køkken og netop som vi kom, sad en dame og tilberedte noget mad, som lugtede skræmmende meget af slimy, over et meget lille bålsted. Rundt omkring hende rendte små børn, og de kiggede alle meget forskrækket på os hvide, en af drengene begyndte endda at græde da vi nærmede os ham. Vi havde nogle balloner med som vi gav til børnene. I starten var de lidt forsigtige, men jeg tror, de blev rigtig glade. Som jeg fik nævnt var vi inde i hytterne, men man kunne knap nok vende sig derinde, og der var ikke andet end en seng lavet af bambus. Kun i høvdingens ”store” hytte var der et lille bord, naturligvis også af bambus, en seng, lidt ophæng i form af et par billeder osv. Mindst en gang om året flytter denne stamme og bosætter sig et andet sted. Det kan ske hvis deres kvæg mangler føde, eller de er løbet tør for vand. Det smarte er, at deres hytter bare lige kan rulles sammen og så tages med videre og opstille på ny. Der skal lige siges, at ingen af dem kan engelsk – naturligvis når de er så isoleret. Det var virkelig en fantastisk oplevelse at få, det var så specielt. Jeg synes det er ufatteligt, at nogle mennesker kan leve i sådan nogle hytter så langt væk fra alting, blot mellem majs- og bønneplanter, som er det, de hovedsagligt lever af. Men det var til gengæld rigtig hyggeligt, og jeg ville da gerne prøve at leve der – for en enkelt dag:)

Turen gaar mod Numan

Vi skulle køre fra Villa Papito mod Numan kl. 6.30, for turen ville tage ca.8 timer, så det var bare med at komme af sted, men klokken blev – selvfølgelig – 9 inden vi kom af sted. Men det er jo Nigeria i en nøddeskal. Det blev heldigvis en køretur med en masse at se på: vi kørte igennem to stater ud over Plateau State, hvor vi bor, og vi var virkelig ude i absolut INGENMANDSLAND, og udsigten var bare ”AFRIKA” – store slette af rød jord og ellers bare nogle enkelte træer hist og pist, og i baggrunden kom de kæmpemæssige bjerge til syne. Det eneste vi engang i mellem passerede var små lerhytter med stråtag, fuldstændig som man forestiller sig, at Afrika ser ud. Desuden kom vi, faktisk flere gange, forbi en ekstrem flok af køer, som lige skulle krydse vejen mens vi kom kørende. Når der var tissepause, holdte vi simpelthen ind på en mark. Det er altså ret sjovt, men det er jo klart nok – de har jo ikke en tankstation, som man lige kan holde ind på, når man bliver trængende. Kl. 16.45, altså næsten 8 timer efter vi kørte hjemmefra, ankom vi så til Numan. Vi kom til at bo i små huse, hvor der var 2 eller 4 mandsværelser. Jeg sov sammen med Maja F. og Katrine fordi vi delte kuffert, samt med nigerianeren Ruth. Værelserne var ikke ligefrem 5-stjernede og inde på et af værelserne var der allerede en rotte, som havde valgt at bosætte sig, men man kan pludselig klare meget når man har vænnet sig til Nigeria, så det var mere end fint for os, og der var skam ingen problemer. Vi nød blot, at der var en tank med vand frem for en brønd, og at det var én-mands-senge, så vi for en gangs skyld kunne prøve at sove uden at en nigerianer lå og pustede os ind i hovedet. Her i Numan, som det hedder, måtte man jo ikke bære andet end nederdel. Den skulle være lang, og vi skulle også have t-shirt eller andet, som dækkede vores skuldre på. Men da vi kørte af sted sad mange af os jo i mindre tøj, for det var jo en lang, varm tur, og så er det jo ikke rart at sidde i for meget tøj. Jeg vil lige give et eksempel på, hvorfor dette tøj-issue kan være lidt belastende engang i mellem, for så sad Maja fx i shorts, og de var altså ret lange, næsten ned til knæerne, men alligevel fik hun at vide, hun ikke måtte gå udenfor bussen, når vi holdte på vejen for at tage en pause. Så hun var nødt til at trække en nederdel uden over, før hun måtte vise sig. Det er virkelig en af de ting, som er svære at forstå. Hvorfor kan en kvinde ikke bare få lov at gå i bukser, eller det hun nu har lyst til? Det kan være svært at acceptere, men man må lære at leve med det når man er i Nigeria – og det kan vi selvfølgelig også sagtens.

Denne formiddagen kørte vi ud i en landsby, hvor spedalske holder til. Vi kørte og kørte, endnu længere væk fra noget der mindede om by end vi før har prøvet – men det er jo klart, for de spedalske er jo alle dage blevet udstødt fra samfundet og ”smidt hen i det fjerneste hjørne” pga. deres sygdom, som jo kan smitte. Da vi kom, traf vi en af de øverste fra spedalskhedscenteret, men han kunne ikke engelsk så Chris måtte oversætte fra hausa. Han fortalte bl.a. at dem, som kommer ud på centeret og bor kommer i behandling med det samme, så der er selvfølgelig ikke så stor risiko for at blive smittet – desuden går de meget op i at lære de spedalske, at man går væk, vender hovedet eller holder sig godt for munden når man hoster. Der rendte masse af små børn rundt derude, altså generationen efter de spedalske, så der er også en masse raske. Centeret blev oprettet i 1952 og der startede med kun at være 12 personer, men efterhånden kom folk rigtig langvejs fra for at få behandlingen. Vi så også de piller som de får. I 1988 kom den medicin, der kurerede sygdommen. Behandlingen tager 12 måneder – den dræber selve virussen, men sår og udvendige skader forbliver. Han fortalte også en masse mere, men jeg stopper her, det skulle jo nødigt blive historieundervisning:)

Turen gaar til Adamawa State

Mandag d. 3. november startede vores helt fantastiske ”afslutningstur,” og det var fra dette sekund slut med en helt almindelig hverdag i Nigeria, som vi ellers har været vant til i snart 3 måneder. Du kan læse om nogle af de gode oplevelser under ”Fulanistammen,” ”Turen til Yola,” ”Yankari,” ”Safari,” ”Tidlig morgenbadning” og ”Turen går mod Numan.”

Sidste dag paa Hope

Torsdag den 30. oktober varen ualmindelig torsdag for Maja F og mig. Normalt er vi jo hjemme i villaen om torsdagen, for fx at gøre rent, vaske tøj osv., og der skulle også gøres rent denne torsdag, men Maja og jeg skulle hen på skolen – vel og mærke for sidste gang – fordi de om fredagen havde en lille midtterm holiday, og derfor var der ingen undervisning. Så vi tog altså af sted torsdag i stedet for fredag. Vi var jo de eneste, som skulle af sted, så det var helt rart at prøve kun at køre 20 minutter for at komme på arbejde, frem for 5 kvarter som vi jo plejer. Vi blev selvfølgelig ikke tvunget til at komme denne torsdag, men lærerinden, der for øvrigt hedder Salome, ville bare rigtig gerne at vi kom, og vi syntes jo også selv, at tiden på skolen var kort nok, så vi ville gerne af sted. Da vi kom var eleverne i gang med en lille test, og ja, de er altså stadig kun 7-8 år, nogle endda kun 6, så vi satte os bare ned og ventede, men der gik ikke lang tid før jeg kunne se, der virkelig var en af pigerne, som havde brug for hjælp. Hun fattede absolut intet af det der foregik. Et eksempel på en opgave var, at de skulle udfylde de tomme huller, altså kunne opgaven se sådan ud: 10, 110, 210 ____, ____, ____, 610, men denne lille Mafeng, som hun hedder, havde bare skrevet alverdens tilfældige og usammenhængende tal på linierne, der absolut ingen mening gav. Da jeg satte mig ned hos hende, indrømmede hun også – efter jeg havde spurgt hende et par gange – at hun ikke forstod noget af det. Jeg prøvede så godt jeg kunne at forklare hende, hvad det gik ud på og hjalp hende med de enkelte opgaver. Det var så ekstremt svært for hende, og det tog hende så lang tid før hun fandt frem til det rigtige svar. Jeg snakkede med lærerinden om det bagefter, og hun fortalte også, at hun ofte må give hende nogle specialopgaver, fordi det de andre elever lærer simpelthen er for svært for hende. Salome sagde også, at hun ønskede hende ind i Primary 1, altså klassen lige under, for hun hørte slet ikke til herinde, men det ville forældrene ikke ha’. Hernede er det jo sådan, at man kan springe en klasse eller to over hvis man synes, man kan undvære dem, og det har Mafengs forældre så valgt, at Mafeng skulle gøre, hvilket er forfærdelig dumt. Det er ligefør Primary 1 også er for svær for hende, ville jeg skyde på. Ja, det er simpelthen for dumt af de forældre, og så er det jo tydeligt, at det udelukkende handler om, det skal lyde fint og flot, at deres datter har sprunget direkte til Primary 2. Da eleverne havde haft et lille frikvarter tog Maja og jeg over, og vi startede med at lære dem en dansk sang, for det vidste vi, de gerne ville… De var også rigtig dygtige:) da det så blev tid til at gå hjem, fortalte vi dem, at vi ville komme om 1½ uge igen for at sige helt farvel, men vi ville ikke komme og undervise mere. Vi sagde midlertidigt farvel, og idét vi gik hen mod Chris, som var kommet for at hente os, kom en af de små drenge løbende hen til os, stak en seddel i hånden på mig og løb tilbage igen. På sedlen stod der ”Goodbye ”Anti” Maja, Goodbye ”Anti” Lina” (på engelsk udtaler de jo mit navn, som var det med i.)
Det var en rigtig god afslutning, og jeg må også hellere fortælle, at der om onsdagen – dagen før – var kommet en fotograf for at tage billeder af Maja og jeg sammen med lærerne og børnene. Det var bare helt fantastisk:)

”Bad boys”, Kugiya

af kogende øl, brygget på en form for majs, som står overalt og damper, men også pga. alt det skidt og skrald som flyder rundt omkring. Gaderne er små, tætte, overbefolket og skumle, og samtidig med, at man må gå og gnide sig i øjnene pga. røgen og den store mængde støv, der er i luften, skal man passe voldsomt på ikke at blive kørt ned af alle de bikes, som strømmer om ørene på én. Men denne dag så vi det sjoveste og mest uventede: Pludselig, mens vi går ned af en tætbefolket gade, drøner en bike forbi os. Den har 3 passager: en mand, som styrede, en dame i midte og EN ABE bagpå. Ja, det er ganske sandt, vi så en abe på en af de bikes vi er blevet advaret sådan imod. Desuden var der en mindre behagelig mand med max 10 tænder i munden, som desuden alle sammen var rådne, der fulgte efter os hele vejen, hvor vi gik, ja helt hen til vores bus da vi skulle hjem. Han var så fuld og skæv, hans øjne var fuldstændig rødsprængte og han kunne slet ikke fokusere. Han råbte baturi baturi (HVID!) efter os og plaprede løs til os, vi fattede selvfølgelig ikke, hvad han sagde. Så begyndte han at snakke, nærmest halvråbe, til Ruth, en af nigerianerne, og sagde noget med, at hun skulle smutte herfra, hun var alt for sort, og han ville ikke se hende her igen. Ved ikke lige hvor det kommer fra, han var jo selv sort, og desuden er hun den mest lyse af alle nigerianerne. Vi var her ikke så lang tid denne gang, men det er selvfølgelig en oplevelse hver gang. Der kommer nye indtryk, men jeg har stadig svært ved at tro, at der virkelig er mennesker, som lever på denne måde. Området er, lige som en indskydelse, fyldt med cykler, og hvis der er noget som ”normale” mennesker her i Nigeria ser ned på, så er det virkelig, når folk cykler rundt. Det er absolut kun de allermest LAUSI mennesker som hopper på cyklen – og ja, det er selvfølgelig det transportmiddel de bruger derude. Nigerianere griber jo også enhver chance for at blive kørt blot ganske få meter, så de slipper for at gå – det hænger alt sammen sammen. Hvis man går rundt, kan det hurtigt tolkes til, at man ingen status har. Facade, facade, facade