mandag den 10. november 2008
Turen til Yola
Først på formiddagen, onsdag den 5. november, kørte vi til startens største by Yola. Her var vi først inde og besøge en skole: Remi Educational Foundation - School for Special Needs Children. Her går handicappede, døve og andre børn, som har svært ved at lære, men de går i klasse med ganske almindelige børn netop for, at de ikke skal føle sig anderledes og udstødt. Skolen var ekstrem flot – og stor – den flotteste vi har set her i Nigeria. Der var mange forskellige bygninger, fx også en bygning, hvor man blev undervist i at sy, i at bruge computer osv. Særligt tilegnet de elever, som har svært ved at gå i skole. Netop denne bygning var doneret af Y’s men fra DK, og på samme måde var nogle af de andre bygninger doneret af organisationer fra DK. Både bygningerne og selve området var som sagt rigtig fint – det var dejligt at se, synes jeg, når man nu ved, at det bl.a. er handicappede som går der. Det kunne jo ikke ligefrem sammenlignes med Modelschool som jeg har arbejdet på – den udstråler jo til gengæld virkelig fattigdom og mangler. Derefter kørte vi videre til ”Brønnum Lutheran Seminary” – et sted, ganske kort fortalt, hvor der uddannes præster, men samtidig var det også en slags efterskole for secondary school-elever. Men det specielle var, at det kun var de aller bedste elever, som gik der. Vi var inde på kontoret, hvor vi så pokaler og diplomer som eleverne har fået gennem tiden.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar