Lidt billeder fra den sidste tid

Her er jeg igang med opvasken med lille Loretta på ryggen

Home sweet home!

Så har jeg været i Danmark i 14 dage - og det er nu blevet december. Det er skønt at være hjemme igen blandt familie, venner og rugbrød:)
Desværre er Nigeria, ja faktisk lige præcis byen Jos, hvori jeg boede, blevet ramt af en krise mellem muslimerne og de kristne - I kan følge lidt med på TV2 nyhederne. Vi har kun hørt ganske lidt, men det lyder til, at de render rundt og brænder hinandens huse og kirker af. Kirken som vi af og til kom i, nemlig vores værtsfamilies kirke, er brændt ned til bunden, og i går aftes modtog vi en besked, hvori der stod, at de ikke kan foretage sig andet end at sidde indendøre og se på al den ild og røg som ophober sig og høre på de mange skud, som bliver fyret af. Det er skrækkeligt, og jeg håber bare urolighederne snart vil stoppe, så der ikke sker noget med vores venner dernede. Men hvor er jeg glad for, at vi kom hjem, LIGE PRÆCIS inden det hele startede.
PS: Jeg fik jo lavet rigtige negerfletninger, hvilket tog over 10 timer, kort før vi skulle hjem. Dog tog jeg dem hurtigt ud, jeg kunne ikke affinde mig med indbygget hovedpude på mit hoved:) -Se billederne

Farvel Nigeria

Nu er der kun 5 dage til vi forlader Nigeria og dets herlige mennesker. Alle nigerianerne og ikke mindst de 6 danske tøser som jeg har rejst med, skal have TAK for en uforglemmelig oplevelse. Det har været en fantastisk oplevelse, som jeg aldrig vil bytte med noget som helst – og som jeg kun kan opfordre andre til også at prøve, men nu glæder jeg mig også til at sætte benene på dansk jord, så: Vi ses DANMARK (og dets herlige mennesker:) )

Tidlig morgenbadning

Lørdag den 8. november stod Janni, Katrine og jeg op kl. 5.15, tog bikinien på og snuppede lidt morgenmad. På vej over for at hente Søren ovre i den anden lejlighed var det jo stadig mørkt og pludselig hører vi bare elefanternes brølen ude fra reservatet. Selve reservatet er 2244,10 km2 og ligger jo ret tæt på, hvor vi bor. Det var virkelig noget, som fik os til at stoppe og spærre øjnene op. Små indtryk kan bare være så store her i Afrika. Kl. 6.00 hoppede vi i Wikki Warm Spring, som kilden jo hedder, og vi fik næsten et helt chok, så varm var kilden. Luften var jo stadig meget kold, men vandet var så varmt som et dejligt brusebad, det var så lækkert – og disen lå bare som et tykt lag henover den. Mens vi lå der, i fuldstændig stilhed og flød rundt, hørte vi elefanterne en enkelt gang igen. Det var bare helt fantastisk. Efter vores badetur ville vi direkte på safari igen igen, bare os danskere. Endnu engang var det en fin safari, men uden ordentlig held – vi ville jo gerne have set elefanter, men det kom vi ikke til, så det var godt vi i det mindste hørte dem! Vi så ellers nogle helt friske elefantlorte, så guiden var ret overbevist om, at de var meget tæt på, men vi så dem aldrig. Ellers så vi de samme dyr; waterbuck, et hav af aber, krokodiller osv. Kun ét nyt dyr fremkom, og dette var en bushbuck. Det lyder nok ikke så bekendt, men jeg kunne kende den af samme grund som waterbucken – for denne hænger nemlig også hjemme på min fars jagtstue. Efter safarituren stod den igen på badning i den skønne kilde efterfulgt af lidt solbadning, hvilket dog var svært at holde ud pga. de føromtalte skrækkelige fluer. Kl. 12 pakkede vi vores sager og forlod Yankari. 4½ time efter var vi hjemme i Villa Papito – det har bare været helt fantastisk.

Safari

Fredag den 7. november stod vi op og tog alle sammen på safari. Sammen med en ”guide” og en chauffør kørte vi ud i reservatet (junglen, om du vil!) Vi blev fortalt, at dyrene jo lever frit og vildt, så det er altid ”a game of luck” om man ser nogle dyr – ja, vi vidste godt at chancerne var meget små. Det er jo ikke lige Nigeria man skal tage til, hvis man skal se en masse vilde dyr. På vores lille tur, som tog næsten to timer, så vi to waterbuck, præcis sådan nogle, som hænger hjemme på fars jagtstue, som han har skudt i Afrika, så de var da lidt genkendelige:) Desuden så vi to antiloper, en krokodille ved en flod, samt en gigantisk lizard (firben) - de kaldte den monitorlizard. Vi så også nogle aber, men eftersom vi jo boede et meget ”abebeboet” sted var det jo ikke helt så specielt, som vi ellers ville have syntes. Desværre så vi kun lort og fodspor fra løver og elefanter, men det var jo et godt tegn på, at de virkelig er der. Det var jo ikke det vilde vi så, men det var en ret fed følelse at sidde der i den store, åbne bil og bare være stille og holde godt øje. Vi holdte på et tidspunkt stille for at gå ned til en flod, hvor flodheste ofte holder til, men der kom desværre ingen til syne. Her på Yankari er der sådan nogle særlige fluer, ved ikke hvad de hedder, men de er lidt større end almindelige fluer og så bider de bare. Det gør ret ondt når de sætter sig på en, men hvis de også bider føles det næsten som en indsprøjtning. Især på safarien var de overalt, så når vi holdte stille var det uudholdeligt. Da vi kom hjem fra safari havde det andet værelse også haft besøg af aberne – også gennem vinduet. Heldigvis var det ikke svinet så meget til som det blev på vores værelse, da det denne gang kun var gået ud over havregryn, cornflakes og brød. Efter oprydningen gik vi alle ned til den varme kilde og badede, og det var bare skønt. Det er ikke til at forstå, hvordan den kan være så ren og varm og lækker – man kan drikke af den, hvis man har lyst. Kl. 15.45 tog vi danskere + Eunice på endnu en safari. Desværre så vi ikke nogle dyr som vi ikke havde set før, kun nogle forskellige fugle, men det var en rigtig fed tur. Guiden som vi havde med denne gang gik helt sikkert også op i det, jeg tror han virkelig ønskede for os, at vi skulle se nogle dyr, for de kørte i hvert fald en rute, som de ikke havde kørt i et helt år. Denne gang var det med solnedgang, så det gjorde ikke turen mindre smuk.

Yankari

Torsdag den 6. november stod vi op kl. 4.45 og kørte så af sted mod Yankari kl. 5.55 – ja helt utrolig, men vi kom simpelthen af sted 5 minutter før planlagt, det er aldrig sket hernede før. Det var skønt at køre mens det stadig var ret køligt. Kl. 12.30, altså 6½ time efter vi var taget af sted, ankom vi til dette fantastiske sted, som vi alle havde set frem til. Vi var ret sultne, vi havde jo spist tidligt morgenmad, men vi skulle – som altid i Nigeria – jo vente før der skete noget, så vi tog os et spil Partners i skyggen. Det hele endte med vi kunne få 3 værelser, hvor der i hver er 1 dobbeltseng, (og disse var endnu ikke rengjort, så det skulle vi også lige vente yderlige på.), og da kun Agnes, fra vores værelse, var villig til at sove på gulvet, klemte vi andre 5 os sammen i sengen, puha en dårlig nat – men meget hyggeligt var det da:) Men selve stedet der var bare helt fantastisk: Det er stort og flot, og de små lejligheder vi bor i er ret nye, så værelserne er bare rigtig fine, helt lyse med en pæn seng og flot sminkebord. Ydermere – og som det allerfedeste – rendte der aber og vortesvin rundt OVER DET HELE. Det var så vildt. Aberne hoppede oven på bilerne og vores tag, og de kom helt tæt på os. Det er ikke noget problem at røre dem, hvis man vil. Mange af dem rendte rundt med deres baby på ryggen, det var bare så sødt. Problemet var så bare, at de på ingen måde accepterer kvinder, så vi piger måtte ikke gå med mad udenfor, for så var der stor sandsynlighed for, de ville overfalde os. Nu gik det så sådan til, at vi medbragte vandmeloner og bananer. Når man bærer dem ind på værelserne, skal man passe meget på, at aberne ikke ser det, for hvis de gør, så vil de følge efter os hele vejen ind i vores rum. Jeg ved ikke om aberne så det, men mens vi havde været væk fra værelserne i et par timer, er der en eller flere aber, som har åbnet vores vinduer udefra (ja, de nye bygninger er flotte men meget upraktisk lavet – og det ved medarbejderne godt!) og kravlet ind på vores værelse. Da Janni og jeg er på vej op mod lejligheden mødte vi en mand som sagde ”You came with watermelon, right? – That’s the biggest mistake you’ve ever made. A monkey entered your room.” Janni og jeg skyndte os derop og ganske sandt: Aberne havde invaderet vores værelse, og de havde spist vores bananer og vandmeloner. De var jo kommet ind af vinduet, så gardinet var helt beskidt. Der var smadrede vandmeloner og bananrester ud over hele rummet, hele sengen samt tøj, dyne- og pudebetræk var fuldstændig indsmurt i banan, melon og abelort. Vi havde nogle meloner til at ligge ovenpå skabet og det havde de bestemt fundet ud af: Op af væggene og selvfølgelig også i hele sengen var der abefodspor og det, som var tilbage ovenpå skabet var to halve meloner. Det var BARE et vildt syn kan jeg fortælle jer, og det var selvfølgelig også ret surt at alt var beskidt, værelset lignede en svinesti, og at vi havde ikke mere frugt tilbage, men vi måtte godt nok også grine af det, det var nu ret sjovt. Så kan vist for alvor sige vi levede sammen med aberne. Fra nu af skulle vi være rigtig varsomme, når vi gik ud af døren, for aberne holdte virkelig øje med os, og på et tidspunkt nåede jeg også kun LIGE at smække døren i hovedet på aben, ellers havde den indtaget vores rum. Men det mest fantastiske, som vi selvfølgelig havde glædet os så meget til, var: WIKKI WARM SPRING. Her på Yankari var en ubeskrivelig fantastisk dejlig kilde, med det reneste klare, koralblå vand jeg nogen sinde har set og en temperatur på 31 grader. Da det jo er en kilde, er der en strøm, som man lige så stille kunne lade sig flyde med af, og ovenover os var der den mest frodige grønne natur, palmer og flotte træer, det var bare paradis.

Turen til Yola

Først på formiddagen, onsdag den 5. november, kørte vi til startens største by Yola. Her var vi først inde og besøge en skole: Remi Educational Foundation - School for Special Needs Children. Her går handicappede, døve og andre børn, som har svært ved at lære, men de går i klasse med ganske almindelige børn netop for, at de ikke skal føle sig anderledes og udstødt. Skolen var ekstrem flot – og stor – den flotteste vi har set her i Nigeria. Der var mange forskellige bygninger, fx også en bygning, hvor man blev undervist i at sy, i at bruge computer osv. Særligt tilegnet de elever, som har svært ved at gå i skole. Netop denne bygning var doneret af Y’s men fra DK, og på samme måde var nogle af de andre bygninger doneret af organisationer fra DK. Både bygningerne og selve området var som sagt rigtig fint – det var dejligt at se, synes jeg, når man nu ved, at det bl.a. er handicappede som går der. Det kunne jo ikke ligefrem sammenlignes med Modelschool som jeg har arbejdet på – den udstråler jo til gengæld virkelig fattigdom og mangler. Derefter kørte vi videre til ”Brønnum Lutheran Seminary” – et sted, ganske kort fortalt, hvor der uddannes præster, men samtidig var det også en slags efterskole for secondary school-elever. Men det specielle var, at det kun var de aller bedste elever, som gik der. Vi var inde på kontoret, hvor vi så pokaler og diplomer som eleverne har fået gennem tiden.