Fulanistammen

Efter frokost og en times afslapning, gik turen nu til endnu en ødemark, hvor vi skulle ud og hilse på en særlig stamme, de såkaldte Fulani. De er kendte for at leve af at drive kvæg. De fleste er analfabeter, for de går jo ikke i skole, når de ved de bare skal leve alle dage af at drive kvæg – ja man ser ofte helt unge børn som driver en flok køer. Andre kendetegn er, at de er mere markante i ansigtet og ofte har noget længere og mere brunt hår end almindelige nigerianere. Når en mand skal giftes med en dame, ser de ikke hinanden før den dag de skal giftes. Når de endelig bliver gift, kan der gå et år uden, at de snakker med hinanden, men de må godt have sammenleje, men så foregår det bare således, at manden kommer ind i kvindens hytte – de har jo en hver for sig – og så ordner de det, der nu skal ordnes, men uden at udveksle et eneste ord med hinanden. Når det er slut går manden bare ud igen, og sådan fortsætter de. De boede i helt små hytter, som jeg vil betegne som endnu vildere end lerhytter med stråtag. Dette var bare små ”knolde” af siv. Her boede en høvding med sine koner – de har næsten altid 2 eller 4 koner – som så har en ”hytte” hver, som altså er så lille, at man ikke kan stå oprejst – vi prøvede selv. I et par andre hytter bor børnene og i den største (som stadig er lille, men her kan man dog stå oprejst) bor manden/høvdingen. Der var også en lille hytte, som var deres køkken og netop som vi kom, sad en dame og tilberedte noget mad, som lugtede skræmmende meget af slimy, over et meget lille bålsted. Rundt omkring hende rendte små børn, og de kiggede alle meget forskrækket på os hvide, en af drengene begyndte endda at græde da vi nærmede os ham. Vi havde nogle balloner med som vi gav til børnene. I starten var de lidt forsigtige, men jeg tror, de blev rigtig glade. Som jeg fik nævnt var vi inde i hytterne, men man kunne knap nok vende sig derinde, og der var ikke andet end en seng lavet af bambus. Kun i høvdingens ”store” hytte var der et lille bord, naturligvis også af bambus, en seng, lidt ophæng i form af et par billeder osv. Mindst en gang om året flytter denne stamme og bosætter sig et andet sted. Det kan ske hvis deres kvæg mangler føde, eller de er løbet tør for vand. Det smarte er, at deres hytter bare lige kan rulles sammen og så tages med videre og opstille på ny. Der skal lige siges, at ingen af dem kan engelsk – naturligvis når de er så isoleret. Det var virkelig en fantastisk oplevelse at få, det var så specielt. Jeg synes det er ufatteligt, at nogle mennesker kan leve i sådan nogle hytter så langt væk fra alting, blot mellem majs- og bønneplanter, som er det, de hovedsagligt lever af. Men det var til gengæld rigtig hyggeligt, og jeg ville da gerne prøve at leve der – for en enkelt dag:)