Turen gaar mod Numan

Vi skulle køre fra Villa Papito mod Numan kl. 6.30, for turen ville tage ca.8 timer, så det var bare med at komme af sted, men klokken blev – selvfølgelig – 9 inden vi kom af sted. Men det er jo Nigeria i en nøddeskal. Det blev heldigvis en køretur med en masse at se på: vi kørte igennem to stater ud over Plateau State, hvor vi bor, og vi var virkelig ude i absolut INGENMANDSLAND, og udsigten var bare ”AFRIKA” – store slette af rød jord og ellers bare nogle enkelte træer hist og pist, og i baggrunden kom de kæmpemæssige bjerge til syne. Det eneste vi engang i mellem passerede var små lerhytter med stråtag, fuldstændig som man forestiller sig, at Afrika ser ud. Desuden kom vi, faktisk flere gange, forbi en ekstrem flok af køer, som lige skulle krydse vejen mens vi kom kørende. Når der var tissepause, holdte vi simpelthen ind på en mark. Det er altså ret sjovt, men det er jo klart nok – de har jo ikke en tankstation, som man lige kan holde ind på, når man bliver trængende. Kl. 16.45, altså næsten 8 timer efter vi kørte hjemmefra, ankom vi så til Numan. Vi kom til at bo i små huse, hvor der var 2 eller 4 mandsværelser. Jeg sov sammen med Maja F. og Katrine fordi vi delte kuffert, samt med nigerianeren Ruth. Værelserne var ikke ligefrem 5-stjernede og inde på et af værelserne var der allerede en rotte, som havde valgt at bosætte sig, men man kan pludselig klare meget når man har vænnet sig til Nigeria, så det var mere end fint for os, og der var skam ingen problemer. Vi nød blot, at der var en tank med vand frem for en brønd, og at det var én-mands-senge, så vi for en gangs skyld kunne prøve at sove uden at en nigerianer lå og pustede os ind i hovedet. Her i Numan, som det hedder, måtte man jo ikke bære andet end nederdel. Den skulle være lang, og vi skulle også have t-shirt eller andet, som dækkede vores skuldre på. Men da vi kørte af sted sad mange af os jo i mindre tøj, for det var jo en lang, varm tur, og så er det jo ikke rart at sidde i for meget tøj. Jeg vil lige give et eksempel på, hvorfor dette tøj-issue kan være lidt belastende engang i mellem, for så sad Maja fx i shorts, og de var altså ret lange, næsten ned til knæerne, men alligevel fik hun at vide, hun ikke måtte gå udenfor bussen, når vi holdte på vejen for at tage en pause. Så hun var nødt til at trække en nederdel uden over, før hun måtte vise sig. Det er virkelig en af de ting, som er svære at forstå. Hvorfor kan en kvinde ikke bare få lov at gå i bukser, eller det hun nu har lyst til? Det kan være svært at acceptere, men man må lære at leve med det når man er i Nigeria – og det kan vi selvfølgelig også sagtens.

Denne formiddagen kørte vi ud i en landsby, hvor spedalske holder til. Vi kørte og kørte, endnu længere væk fra noget der mindede om by end vi før har prøvet – men det er jo klart, for de spedalske er jo alle dage blevet udstødt fra samfundet og ”smidt hen i det fjerneste hjørne” pga. deres sygdom, som jo kan smitte. Da vi kom, traf vi en af de øverste fra spedalskhedscenteret, men han kunne ikke engelsk så Chris måtte oversætte fra hausa. Han fortalte bl.a. at dem, som kommer ud på centeret og bor kommer i behandling med det samme, så der er selvfølgelig ikke så stor risiko for at blive smittet – desuden går de meget op i at lære de spedalske, at man går væk, vender hovedet eller holder sig godt for munden når man hoster. Der rendte masse af små børn rundt derude, altså generationen efter de spedalske, så der er også en masse raske. Centeret blev oprettet i 1952 og der startede med kun at være 12 personer, men efterhånden kom folk rigtig langvejs fra for at få behandlingen. Vi så også de piller som de får. I 1988 kom den medicin, der kurerede sygdommen. Behandlingen tager 12 måneder – den dræber selve virussen, men sår og udvendige skader forbliver. Han fortalte også en masse mere, men jeg stopper her, det skulle jo nødigt blive historieundervisning:)