En ganske alm dag i Nigeria

Jeg har denne gang valgt at lave et blogindlæg om noget ganske simpelt; vores almindelige hverdag.

Alle hverdage undtagen torsdag, står jeg op omkring halv 7 hvis der ikke skal løbes, og en halv times tid før hvis jeg føler for at løbe. Hvis vi er heldige er der nepa (strøm), og så kan vi nøjes med at sætte en heater i stikkontakten, vente en 15-20 minutter og så har vi varmt vand. Hvis ikke der er strøm, skal vi til at lave ild på vores lille mad-bål i ”udekøkkenet” – men så er det ligefør et koldt bad er mere tiltrækkende. I starten, og det hænder stadig, vågner jeg kl. 4 eller 5 fordi en af nigerianerne render rundt og pusler. Hvis man er rigtig heldig tænder de også lyset eller begynder at synge – ja, man kan lige så godt komme op og få noget ud af dagen.
Hvis vores værelse er på morgenmad-holdet står vi op kl. 6, sætter vand over til havregrød, fejer gulv i stue, køkken og spisesal med en ½ meter lang kost lavet af tynde pinde. Derefter mobber vi gulvet og sætter på bordet, og kl. 7.00 ringer vi til morgenmad. I løbet af 1½ minut sidder alle danskerne, og måske en enkelt nigerianer, samlet og er klar til at starte dagen. Vi danskere tyer til havregrøden og toastet brød (vel og mærke hvis der er strøm), og en efter en kommer nigerianerne dalrende. De spiser en halv pakke brød(tæt på!) og en omgang cornflakes med pulvermælk. Tro mig, jeg savner cornflakes SÅ meget, men det er virkelig uspiseligt dette her. Omkring 7.20-25 har vi devotion, og på gode dage er også den sidste nigerianer ankommet dér. Kl. 7.40 dytter bussen, men vi befinder os jo i Nigeria, så der går gerne 5-10 minutter før vi kommer af sted.

På mandage og tirsdage er jeg så heldig at arbejde på Model School, som ligger 15 minutters gang fra villaen, hvilket vil sige jeg bare kan gå. Det er en befrielse. På onsdage og fredage må jeg krybe ind i bussen som de andre. Vi kører til Victory School, Gidan Bege, Aisha, Bezer Home, og inden vi når den sidste arbejdsplads, Zawan, bliver jeg smidt af på skolen Hope. Efter en forholdsvis kort arbejdsdag for nogle – og lidt længere for andre, bliver vi samlet op af chaufføren Monday, og ca. 13.30 er vi hjemme til lunch. Efter lunch må opvaske-holdet tage sin tørn. Hvert værelse har 1dag med opvask (i hverdage kun efter lunch og dinner, i weekenden også efter morgenmad), 1 dag med morgenmad, hvilket også inkluderer at give en hånd med i køkkenet hvis der er brug for hjælp, samt 1 FRIDAG. Mandag eftermiddag kører vi på Transition House – stedet for tidligere gadedrenge, hvor vi er fra 16 til 18. Det tager næsten en halv time at køre derud, så der er ikke meget fri eftermiddag, men den tid vi har bruger vi fx på at skrive mails, tage et spil partners eller noget lignende. Tirsdag eftermiddag kører vi, så snart opvasken er taget, på Internetcafe, hvor vi ofte bruger ufattelig lang tid fordi computerne logger os af, strømmen går, forbindelsen er dårlig eller også er netværket bare ekstremt langsomt. Det skal prøves for at forstå, hvor slemt det virkelig kan være. Onsdag eftermiddag tager vi på Medical Outreach eller ud i de kvarter som vi virkelig kan kalde slum. Her, hvor vi ikke møder andet end fulde eller skæve mennesker, og hvor de tidligere gadedrenge ofte har holdt til.

Torsdag får vi gerne lov at sove en time længere, så morgenmaden først er klokken 8. Derefter deler vi os op og gør så at sige hele hytten ren. Den første gang tog det en krig, men efterhånden kan vi gøre det på 1½-2 timer alt efter, hvor man skal gøre rent. Hver 2. torsdag går køkkenholdet i gang med at lave dej til snobrød mens de fleste andre får hentet vand i brønden, får det varmet op og i strålende solskin får vi vasket vores tøj i nogle spande. Hvis der er tid tilovers ligger vi os og nyder solens varme. Ja, her er jo kun blevet varmere og varmere, ind i mellem er det lige rigeligt, men det er nu i de fleste tilfælde rigtig skønt. Efter lunch disse torsdage tager vi altid på et eller andet marked. Der er det sædvanlige marked, som vi efterhånden kender ud og ind, men vi har også besøgt nogle forskellige ”Blue Shops” som de kalder det, hvor man kan få alverdens ragelse. Desuden har vi besøgt ”Leather Village” et par gange, hvor der udelukkende sælges håndlavede ting i læder – mest tasker og sko.

Fredag eftermiddag sker der knap så meget, vi kommer i hvert fald ikke ret meget udenfor døren, fordi vores værtsforældre mener det er bedst at blive hjemme om fredagen – hvis det er muligt. Fredag er jo muslimernes helligdag, og hvis der er et sted, hvor muslimer og kristne ikke kan udstå hinanden, så er det virkelig her. Pga. en ældre ”krise” mellem de kristne og muslimerne siges der simpelthen, at muslimerne har tendens til at være mere ”arrige” på fredage, ergo skal der ikke så helt lige så meget til at ophidse dem. Et par gange har vi været i dette vældige fitnesscenter som jeg har fortalt om, men ellers bruger vi eftermiddagen på at spille spil, slikke sol eller hygge os på anden vis.

Hver aften spiser vi dinner mellem 18.30 og 19.00. Nogle gange er der gået lidt for meget ”nigerian time” i den, og så har vi først spist klokken 20 eller 21, men det sker heldigvis sjældent. Efter aftensmad er der igen en opvask, som skal overstås, men ellers hygger vi altid indenfor, da Nigeria jo er FYLDT med myg, som kan give os malaria. Selvom vi går indenfor, smører vi os ind i myggecreme og bærer langbukser og strømper og helst også langærmer. Nogle aftenerne hygger vi os alle sammen sammen, andre aftener har os danskere kogt noget vand og fundet wanna-be-cacaoen frem og hygget lidt over den. Nigerianerne forstår ikke rigtig at ”hygge” , selvom vi har forsøgt at lære dem det. Dét med at sidde længe over aftensmaden og snakke kender de heller ikke lige til – fra deres egne hjem er de jo vant til, at far, mor, søster, bror osv. altid spiser på forskellige tidspunkter. Efter vi fandt et lille DVD shop (= en trillebør med DVDer) på marked har vi danskere brugt rimelig mange aftener foran computeren med et afsnit eller to af Desperate Housewifes, hvilket er rigtig hyggeligt.

Lørdag er jo altid en alt-mulig-dag, hvor vi enten render til bryllup, bestiger bjerge, tager på hiking, ser nogle dyr eller lignende. I hvert fald er vores lørdage sjældent kedelige, og der er stort set altid stadig tid til at slappe lidt af om eftermiddagen og aftenen.

Hver søndag formiddag står vi op og tager i kirke. Disse dage kræver, at man står lidt før op, for hvis man kigger på nigerianerne pynter de sig rigtig meget når de skal i kirke, så det er bare på med smykkerne og makeuppen – hvilken vi gerne undgår i hverdagen. Gudstjenesten starter gerne klokken 8, senest kl. 9 og varer mellem 2 og 4 timer. Det er ikke mange af os danskere, som er vant til at gå i kirke hver eneste søndag, og vi er slet ikke vant til den måde gudstjenesterne foregår på, for ikke at nævne den længde de har, men så er det fantastisk godt, at vi hver eneste søndag besøger en ny kirke. Utroligt nok, men selvom alle kirkerne ligger i Jos, måske i en radius af 20 km fra Villa Papito, er de bare vidt forskellige. Når vi kommer hjem fra kirke skal der først til at laves mad – kokken har fri om søndagen, så der når maven ofte at knurre et par gange. I regntiden brugte vi ofte søndag eftermiddag til at slappe så meget af som mulig, det er virkelig en ”rest-day,” hvor vi absolut intet foretager os. Vi spillede ofte spil, sang sammen eller hyggede os på anden vis, men efter som regntiden efterhånden har sagt farvel, bruger vi danskere ofte denne søndag eftermiddag ude i den lækre sol – hvilket nigerianerne ikke forstår en brik af. Hvis I spørger dem, ville de selv ønske de var blot lidt lysere i huden. Derud over har vi hver søndag en times evaluering (trækker ofte ud…!) Vi snakker om ugen der er gået, hvad der har været godt samt, hvis der har optrådt nogle problemer. Da vi nu ikke har Internet i Villaen, som vi jo egentlig skulle ha’ haft, har vi god tid til at skrive dagbog, skrive mails som skal være klar til afsending når vi kommer på natcafé om tirsdagen osv. Mindst en af ugens eftermiddage bruges også gerne til at tjekke op på postvæsenet, fortælle dem, hvor mange breve og pakker vi bare venter på – men desværre ofte uden succes. Hver eneste dag flyver simpelthen af sted hernede. På én måde føler jeg, vi har været her i utrolig lang tid – vi har jo fået en hverdag til at fungere og ser jo Villa Papito som vores hjem, hvor vi hver dag har nogle daglige pligter og opgaver, men på den anden side er det også bare utroligt, at der er så få dage til vi egentlig vender snuden hjem. Ikke engang 3 uger er der tilbage, det er bare ufatteligt.

Der skal lige nævnes, at der selvfølgelig altid sker en masse uventede ting i løbet af en ganske almindelig dag – så kommer skrædderen lige forbi, så skal vi lige hen og kondolere ved nogle ukendte mennesker, så skal vi lige se et teaterstykke som en Hr. et-eller-andet har inviteret os til osv osv osv. Dette her var bare et eksempel på en ganske almindelig standarduge – men det er bestemt aldrig kedeligt at bo i Nigeria:)