Gozies og Anitas fantastiske bryllup

Lørdag den 11. oktober var den store dag, hvor vi skulle til bryllup hos en af chaufførerne og hans kone. Han er ikke chauffør for os, men har været det for flere af de andre hold, og han kommer tit forbi for at sige hej i villaen. Der er så utrolig meget at fortælle om dette bryllup, men jeg vil prøve at hive de mest væsentlige ting frem: Om torsdagen var skrædderen blevet færdig med vores kjoler, som vi jo virkelig lignede en flok giraffer i. Hvor var det bare sjovt, at vi alle sammen rendte rundt og lignede en zoologisk have i det samme tøj.
Brylluppet startede kl. 10.00 og derfor skulle vi jo køre 9.30 MEN!! Da klokken var 9.45 stod vores værtsmor, Eunice, og hendes datter stadig uden tøj på – skrædderen havde ikke været der med deres kjoler endnu. Eunice havde nemlig brugt en anden skrædder end os andre, fordi vores jo ville få meget travlt. Sikke et mareridt. Da klokken var 10.15 – altså et kvarter efter brylluppet egentlig var startet, blev alle os, som var klar kørt til kirken. Da vi kom var brylluppet i fuld gang. Nu håber jeg virkelig I forstår begrebet ”Nigerian time.”
Der gik ikke lang tid, før det var tid til vielsen. Gozie og Anita, stod oppe foran præsten med siden til menigheden og så skulle de, én af gangen, gentage hvad præsten sagde. Lidt ligesom hjemme i DK, hvor man lover at være tro mod hinanden ”in good times and in bad.” Derefter blev ringene sprøjtet ind i noget vand, og så tog Gozie Anitas hånd og holdte den lodret op foran hendes hoved, og mens han holdte ringen over hendes hånd gentog han igen efter præsten, som sagde at Anita nu skulle tage denne ring som et tegn på hans store kærlighed, og han sluttede af med at sige ”in the name of the father”, mens ringen blev ført hen over tommeltotten - ”of the son” og ringen blev ført hen over pegefingeren, ”and of the holy spirit,” den nåede til pegefingeren og da præsten sagde – og Gozie gentog – ”amen” satte Gozie ringen på Anitas ringfinger, og hun gjorde nøjagtig det samme ved ham. Efter lidt tid gav præsten Gozie lov til at løfte Anitas slør (som jo hænger ned over ansigtet indtil de er viet) og kysse hende.
Der gik lidt tid med underskrivningen af ægteskabspagten og med ”offering” , som jeg før har beskrevet fra de andre kirker, og som altid er rigtig festligt.
Det sjoveste var nu da brudeparret skulle ud af kirken, så dansede de ned mellem alle os andre, som havde stillet os ud på gangen, og så blev de sprøjtet til, med sådan noget sjovt støv/skum fra en spraydåse, nok lidt som en erstatning for vores ris. Ret kunstigt – og ret sjovt. Da vi kom ud var det tid til billeder – og vi kom også på ét sammen med brudeparret.
Efter en halv times tid gik vi hen til den ”hal”, hvor selve brylluppet skulle holdes, og der startede os fra RO lige med at få en omgang hjemmebragt Pufpuf (en mellemting af klejner og æbleskiver). Ja ja, den er god nok – ”Medbring selv madpakke til vores bryllup.” Ej, sådan er det ikke, men det er fordi der går så ekstremt lang tid inden man får noget at spise, og vi havde jo spist morgenmad rigtig tidligt, så vi skulle lige være lidt praktiske der:) Derefter begyndte vi lige så stille at trække ind i ”festlokalet” :) hvor der bare var stablet plasticstole op i rækkevis. Ovre i venstre side var der en ”lille rød løber” (et slidt, lille, rødt tæppe), som førte op til det bord, hvor Gozie og Anita skulle sidde. Ja, der var sågar en lille ”æresport”, som indrammede den fine vej op til bordet. På begge sider af den røde løber stod der plasticblomster i alle farver:) Det endte med at mange af os i de fine girafkjoler kom op foran og sidde, ja Katrine, Maja F, Janni og jeg endte simpelthen på aller første række. Derud over var der et højt bord oppe på en slags scene, hvor ”æresgæsterne” skulle sidde – bl.a. forældrene til brudeparret og Jeanette og Maria (de to hvide piger, som er hernede 3 uger lige nu). Efter at have ventet og lavet ingenting i hvert fald 1½ time ankom brudeparret endelig, og så skulle alle os giraffer ud og ”bringe dem ind” – vi dansede alle sammen ind 2 og 2 og med Gozie og Anita som rosinerne i pølseenden, og det var nu ret sjovt med de mange øjne, som fulgte os. Da vi var kommet helt ind dansede Gozie og Anita op mellem os, og så var det vi blev konfronteret med den velomtalte tradition: Folk kommer med bunker af 20- eller 50 Naira sedler, som de så smider ud over brudeparret, og ofte bliver pengesedlerne også klasket i hovedet på dem – ja, vi danskere var skam også oppe og prøve en enkelt gang.
Lidt efter kom bageren, som havde bagt bryllupskagen og holdte en lille tale, hvor han stolt fortalte om kagen. Han beskrev bl.a. at det bånd han havde sat rundt om kagen, som altså var sådan en maroon-bordeaux farve, symboliserede offerlammets blod. Ikke noget med, at det symboliserede kærlighed eller lignende, nope! Det er virkelig utroligt, de kan ikke engang bage en kage uden at Jesus er med i det. Ekstremt og samtidig fascinerende på én gang.
Samtidig kom nogle af gæsterne slæbende på en masse sække, og snart fandt vi ud af at bryllupsmiddagen var ved at blive serveret – i folie/flamingobakker med plasticskeer til. Jeps, det var hvad der fandt sig i sækkene, og inde i foliebakkerne var der ”Yellow rise” hvilket vi er vant til at få i villaen og som egentlig smager ret godt, men hold op man!!! Det var ikke lige just den smag vi var vant til. Måske det havde en lille påvirkning, at risene var brændt på, men det gjorde det i hvert fald ikke bedre, at der var placeret et stort stykke BEN på toppen af risene. Ja, det var ikke kød, det var ben/knogle, og dén gustne smag havde i hvert fald sat sig i risene, men så var det jo godt der var så mange, som var villige til at spise mine (vores) rester :)
Efter vi havde spist, var det tid til gaverne. Det foregik på den måde, at man dansede op med de gaver man havde til brudeparret, og som noget helt anderledes fra DK fik man en lille gave tilbage som TAK – formentlig i stedet for vores takkekort vil jeg gætte på. Da vi 7 danskere dansede op med de gaver vi havde med fra DK blev Gozie bare rigtig glad (der skal så også lige siges, han er det sødeste væsen der kan gå på to ben) og som tak fik vi 7 små plastictallerkner med blomsterprint i alverdens farver, hehe! Det var bare så sjovt, og det er da et super fedt minde for os – ikke mindst fordi der på bagsiden af tallerknen står skrevet ”Thanks For Attending Our Wedding. Gozie & Anita.” Lidt efter var vi også oppe sammen med alle RO’erne (vi var jo også med i fællesgaven) og denne gang fik vi en blok papir med et billede af Anita og Gozie på forsiden. Er det ikke bare sjovt, at man gør sådan noget?
Det var simpelthen en super fed oplevelse at få lov til at deltage i et bryllup – og så endda ved én vi kender, men hvor er det mærkeligt at sidde der til et bryllup og så kigge ud og stadig se skrald og svineri overalt, små børn, der render rundt i møgbeskidt tøj og pisker eller slår hinanden, og små muslimerpiger, der render rundt med nødder på hovedet, som stikker hovederne ind af de åbne vinduer for at se, hvad der foregår. Ja, det var ind i mellem ret svært at forstå, vi rent faktisk sad til et bryllup. Jeg er virkelig glad og taknemmelig for, at jeg har fået chancen for at opleve et nigeriansk bryllup – for det er der nok ikke mange der får – men jeg var ligeså glad og taknemmelig for, at jeg selv skal have et dansk bryllup. Ja! Man begynder virkelig ofte at tage sig selv i at tænke ”nøj, hvor er jeg bare heldig.”