Shere Hills

Pga. Chris’ eksamen blev vi nødt til at bytte programmet for torsdag og programmet for lørdag om, så vi denne torsdag (den 16. oktober) brugte på at… BESTIGE ET BJERG! Vi kørte ud til omkring det sted, hvor vi også var på picnic. Dér var et stort bjerg, hvor vi skulle op på toppen og vinke:) Og jeg siger jer, det var den mest fantastisk tur. Min højdeskræk blev ind i mellem sat på prøve, men det bedste var, at vi også klatrede meget, ja faktisk mest, inde i bjerget. Hvordan det kan lade sig gøre ved jeg ikke, men bjerget er én sammensmeltning af mange kæmpestore sten. Flere gange måtte vi ente kravle eller mave os frem, fordi stenene var så tæt, og mange gange måtte vi trække maven ind og vende siden til før vi overhovedet kunne komme igennem sprækkerne eller de små huller. Så ja, hvis man lider af klaustrofobi kan man godt pakke sammen:) Det var virkelig sjovt at prøve, og det er ikke lige den slags man prøver hjemme i DK, men der var især en enkelt gang, jeg lige skulle tage en indånding før jeg passerede. Vi skulle forbi en rigtig stor revne, hvor man virkelig kunne falde dybt dybt dybt. Da vi endelig nåede toppen var det bare den mest fantastiske udsigt, der mødte os. Den var helt ubeskrivelig, og endnu engang er jeg træt af, at man ikke engang med et kamera kan vise hvor smukt det var. I må komme og se det med jeres egne øjne:)
Men det var hvert fald den flotteste udsigt, jeg nogensinde har set, ja jeg følte bare jeg kunne se ud over hele Nigeria fra den top. Der var bare så mange bjerge ude i horisonten, og udsigten var bare præget af den smukkeste grønne natur. Det vilde var bare, at det blæste rimelig kraftigt oppe på toppen, så ind i mellem kunne det næsten være svært at stå fast. Vi brugte dejlig lang tid deroppe, hvor vi tog lidt billeder og bare nød, at vi var i Nigeria. Vi havde medbragt en spraymaling og traditionen tro skrev vi vores navn ”Reach Out Seven – Stars From Heaven” på bjerget, hvor vi også opdagede navnene fra de tidligere RO hold, nogle mere slidt af end andre. Da vi skulle ned igen, var det også lidt af en prøvelse, fx var der et sted, hvor vi skulle ind under en af de kæmpe sten, og vi var bare nødt til at mave os baglæns, og det var bare så glat, man måtte klamre sig til de sten, man nu ku’ komme til at holde ved. Men hvor var det bare den fedeste tur, og hvor var jeg bare lykkelig over at have fået muligheden for at opleve sådan noget.